Da den kriminelle lavalder blev sat ned, voksede voldkriminaliteten Thursday, 8. Mar 2012
Skrevet af jettemoller under Kriminel lavalder, Ukategoriseret, børn, fordomme, CommentsVirkelighedsfusk! Nu påstås det, at voldssager med 14-årige gerningsmænd steg med 124 %, lige inden Thorning-Schmidts regering satte den kriminelle lavalder op til 15 år.
Nej-nej-nej! Antallet af voldssager steg med 124 % EFTER, at den tidligere regering satte den kriminelle lavalder ned til 14 år. Det gjorde man nemlig pr. 1. juli 2010.
Og det falder faktisk fint i tråd erfaringerne fra andre steder: Hvis man sætter straffene op i et land, stiger kriminaliteten. Og sætter man straffene ned, falder kriminaliteten.
Ulogisk?? Det er muligt, men det er sådan, virkeligheden er, selv om lovlydige borgere mener, det må forholde sig omvendt. DE ville i hvert fald ikke lave ulovligheder, hvis straffen blev højere. Nej, men DE ville ikke begå ulovligheder, uanset hvor lille straffen var.
I Canada havde man en mordrate på ca 7,0 da man afskaffede dødstraffen i 1976. Herefter faldt den langsomt til 3,5!! I USA, hvor man stadig har dødsstraf, er mordraten omkring 10!
Og den voldsomme stigning i 14-åriges voldskriminalitet EFTER, at man havde gjort dem kriminelle, må da være et ganske overbevisende bevis på, at det absolut ikke hjalp at sænke den kriminelle lavalder. Det gjorde tværtimod tilstandene værre!!
Jo mere brutalt et land behandler sine borgere, jo mere brutale bliver de kriminelle i landet. Det er USA et glimrende eksempel på. Og USA er langt fra det eneste.
Carina og Karina - æbler og pærer :o( Friday, 2. Dec 2011
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 1 CommentEr vores journalister dumme, eller er det helt bevidst, at de forsøger at bilde befolkningen ind, at man kan sammenligne æbler og pærer?
De to K/Carina’er bliver i pressen ført frem som bevis på, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at man derfor får for meget i kontanthjælp. Men i virkeligheden tager man røven på befolkningen med det regnestykke.
Det er fuldstændig latterligt, at man lægger boligsikringen oven i Carinas kontanthjælp som en indtægt, for den anden Karina deles jo med sin mand om huslejen. Hvis man skulle sammenligne, skulle man finde en Karina, der også er eneforsørger og får forhøjet børnetilskud og boligsikring.
Karina ville jo have fået boligsikring, hvis hun havde været alene!!!! Og forhøjet børnetilskud!!!!! De to ydelser har nemlig intet med kontanthjælp eller lønarbejde at gøre. Boligsikringen tildeles efter husstandsindkomst - og forhøjet børnetilskud får ALLE, der er eneforsørgere, også selv om de er mangemillionærer!
Ole Sohn Sunday, 27. Nov 2011
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, aktivering, alternativ energi, anbringelser af børn, flygtnninge, ulandsbistand, velfærdsstaten, CommentsHusk at stemme i morgen! Wednesday, 14. Sep 2011
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, Comments
Pia har røvrendt den lille mand Friday, 9. Sep 2011
Skrevet af jettemoller under Dansk Folkeparti, arbejdsløshed, brugerbetaling, efterlønnen, fattigdom, hjemmehjælp, skattelettelser, sundhedsvæsnet, sygedagpenge, ældre, CommentsOg derfor indbød Villy Søvndal hende til samarbejde, så hun kan rette op på al den skade, hun har forvoldt den lille mand, hun altid taler så pænt om:
“Hvem er du, Pia?
Til BT siger Pia Kjærsgaard, at hun skam er en ægte socialdemokrat og ”simpelthen så socialt indigneret.” Men virkeligheden er en helt anden, vidner de seneste 10 år om.
For Pia Kjærsgaard har som bekendt deltaget i en lang række aftaler med regeringen og de Radikale, som har forringet vilkårene for de dårligst stillede og folk flest. Så lad os for en gangs skyld teste Pia Kjærsgaards virkelige og sande sociale sindelag:
Udvalgte spørgsmål
Denne valgkamp har budt på meget, men den antyder også en række andre muligheder på den anden side af et valg - på udvalgte spørgsmål - så hvorfor ikke. For eksempel har DF flere gange åbnet op for, at de ikke kan udelukke at opgive støtten til tilbagetrækningsreformen – og sået tvivl om genopretningspakken og forholdene for dem der rammes af den forkortede dagpengeperiode. Det rejser selvfølgelig en række spørgsmål til, hvordan DF vil stille sig på den anden side valget.
DF har jo taget efterløn og dagpenge fra dem, der står svagest på arbejdsmarkedet. De støtter regeringens nulvækst og ser tavse til, mens de ældres hjemmehjælp forringes. De støtter topskattelettelser til de rigeste på bekostning af f.eks. højere pensionisttillæg. De deltager i en øget fattigdom for hårdtarbejdende, der bliver syge og mister fodfæste på arbejdsmarkedet.
Men Pia – det behøvede jo ikke være sådan: Så her er 7 konkrete spørgsmål til dig:
Vil du være med til, at:
1. Hjælpe dem der i dag bliver ramt af den to-årige dagpengeperiode, som regeringen og du har indført? Vi kunne undgå at kaste familier ud i økonomisk krise, hvis viljen til at tage imod et job eller uddannelsestilbud er til stede. 38.500 danskere vil som bekendt indenfor et år risikere at skulle flytte fra hus og hjem. De er bange for deres økonomi og deres fremtid. De ved ikke hvad de skal gøre, for de er ikke sikre på kontanthjælp. Hvis vaskemaskinen går i stykker, har de ikke råd til en ny. Det mener vi ikke er rimeligt. Vil du være med, Pia, til at lave det om?
2. Hjælpe syge tilbage på arbejdsmarkedet? Hvis hjemmehjælpen eller SOSU assistenten bliver ramt af en sygdom, skal hun have hjælp og støttes i at blive rask igen – det mener SF i alt fald. Men i dag forsvinder sygedagpengene efter et års sygdom. Det medfører store økonomiske problemer oveni en hård sygdomskamp. Derfor vil vi fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Vil du være med, Pia?
3. Sikre at færre børn lever i fattigdom? I titusindvis af børn lever i fattigdom, fordi deres forældre kun har lave kontanthjælpsydelser. Forældrene er nogle af dem, der har allersværest ved at finde et arbejde, når ledigheden stiger. Og med de lave kontanthjælpsydelser som eneste alternativ er det især børnene, der rammes. De kan ikke deltage i de samme fritidsaktiviteter som vennerne gør. De kommer ikke med på lejrskoler eller udflugter. De får en dårligere start på livet, fordi regeringen sætter hjælpen til deres forældre urimeligt ned. Vi vil fjerne de lave kontanthjælpsydelser, så alle får fuld kontanthjælp, hvis de har behov for det. Men hvad siger du, Pia: Vil du hjælpe dem?
4. Afvise brugerbetaling indenfor sundhedsvæsenet? Brugerbetaling rammer socialt skævt. Det øger uligheden og rammer pensionister, børnefamilier og lavindkomstgrupper ekstra hårdt. Vi ved at den ufaglærte går både mere til læge og har et højere forbrug af medicin end akademikeren. I andel af indkomster vil brugerbetaling derfor rammer helt, helt skævt. Vi vil ikke indføre brugerbetaling indenfor sundhedsvæsenet. Tværtimod. Men dine samarbejdspartnere på en række forlig: De Radikale, Konservative og Liberal Alliance, gør. Kan danskerne stole på dig i spørgsmålet om brugerbetaling på sundhed? Hvad bli’r det, Pia?
5. Give alle en værdig alderdom? Her er vi jo virkelig ved én af dine påståede mærkesager, Pia: Forringelserne i efterlønnen rammer især dem, der har slidt og slæbt i mange år på arbejdsmarkedet. Dine gamle kolleger i ældreplejen. Dem der har slidt kroppen efter mange års hårdt fysisk arbejde i hjemmeplejen, på lager eller fabrik. De får flere år på et arbejdsmarked, som slider dem ned. Færre raske år i alderdommen. SF vil bevare efterlønnen, som vi kende den i dag. Især af hensyn til alle nedslidte danskere, og fordi det ikke kun er dem med de højeste pensioner, der skal kunne trække sig før kroppen svigter. Nu har du og dit parti ment noget forskelligt hele valgkampen. Men vil du efter et valg stemme for en bevarelse af efterlønnen? Hvor står du i det, Pia?
6. Sikre flere ældre ordentlig hjemmehjælp? Også her et kernespørgsmål: Antallet af ældre i Danmark er stigende. Det betyder at flere generelt skal have hjælp. Det betyder, at antallet af dem, der har behov for særlig meget hjælp, også stiger. Med nulvækst i kommunerne, sådan som regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt det, er det nærmest umuligt at sikre de samme gode vilkår for alle ældre. Undersøgelser viser, at der i næsten halvdelen af kommunerne er skåret så meget på for eksempel rengøringen, at det kun bliver gjort hver tredje uge. Det kan vi slet, slet ikke være bekendt. Er du enig, Pia? SF vil sikre kommunerne flere penge f.eks. når antallet af ældre stiger. Kun sådan kan man garantere en ordentlig hjemmehjælp til alle ældre uanset indkomst, alder og bopæl. Er du med os, eller mod os Pia?
7. Mere til pensionisterne? Vi har sagt nej til flere topskattelettelser til dem med de højeste indkomster. Skattelettelserne under den nuværende regering har især været til gavn for de velstillede og sikret flere penge til dem, der i forvejen har mest. Det er helt urimeligt. SF ønsker derfor en mere rimelig fordeling, hvor bl.a pensionister skal have lidt mere. Vi øger pensionist-tillægget med 5.000 kr. om året. Det finansieres bl.a. af dem, der tjener mere end en million, og af dem, der spekulerer i aktier. Det mener vi er rimeligt. Hvad mener du, Pia?
Pia, du og jeg er uenig om det meste. Vi kommer ikke til at lave meget politik sammen. I mener stort set intet om miljø, klima, vækst – og det I mener er det rene sludder. Vi er rygende uenige, når det gælder det meste på udlændingepolitikken. Og vi bliver aldrig enige om en stadig lavere kriminel lavalder, og f.eks. har I mig bekendt aldrig fremlagt et selvstændigt udspil om økonomi, vækst eller beskæftigelse.
Men på de 7 punkter herover – der rækker jeg hånden frem. Vil din påståede sociale indignation udmønte sig i din politik fremover? Så hvor står du, Pia? Hvem er du egentlig, Pia? Svar udbedes.”
Villy Søvndal i sin blog på Politiken 5. sep 2011
Det er fandme godt brølt, Villy. Ærgerligt, at pressen fik det til at lyde, som om du helt alvorligt mente at kunne samarbejde med Dansk Folkeparti på hele syv områder i stedet for at fortælle, hvad dit tilbud gik ud på. Jeg havde nær fået morgenkaffen galt i halsen.
Feed the Primary School Children in Kibera (Nairobi, Kenya) Wednesday, 20. Jul 2011
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, miljø, CommentsKan du forestille dig at gå i skole en hel dag efter fire dage uden mad? Nej vel? Desværre er det dagligdag for mange børn i slummen Kibera.
Kibera i Nairobi er et af de største slumområder i Afrika med et indbyggertal på omkring 1 million, og her er dagligdagens udfordringer ikke til at overse; for små vandreserver, dårlige lokale styringssystemer, et højt antal HIV-smittede og AIDS-ramte, materiel fattigdom, kriminalitet, alkoholisme, få muligheder for social, økonomisk og politisk bevægelighed og generelt en kultur og et samfund præget af stor fattigdom. En af de største grunde til dette er et højt niveau af analfabetisme.
I Kibera er der ingen sammenhæng mellem hvor mange skolebesøgende børn, der er, og antallet af offentlige skoler. Med kun 4 offentlige skoler i hele området må mange børn i stedet modtage undervisning på en af de mange uofficielle skoler. Disse uofficielle skoler har mange problemer. Blandt andet er de ikke en del af den kenyanske regerings ”Free Primary Education Program”. Det betyder, at forældre selv skal betale for både deres børns undervisning og mad – et beløb kun meget få forældre i Kibera har mulighed for at betale. Resultatet er et enormt frafald allerede i de små klasser pga. sult. Det afhjælper på ingen måde det allerede høje niveau af analfabetisme. Og det er på ingen måde en hjælp for Kibera.
Så hvad vil vi gerne gøre?
Vi ønsker at samarbejde med de uofficielle skoler for at forsyne dem med mad som en måde at understøtte og hjælpe med at betale skolepenge. Dette skal ske gennem et samarbejde med forældre til børn på skolerne, som skiftevis kan lave mad og derigennem blive ejere af dette projekt. At give børnene et måltid i skoletiden vil med sikkerhed højne antallet af børn fra Kibera, der går i skole.
For at starte dette projekt vil vi fra oktober til december fokusere på et samarbejde med 5 uofficielle skoler. Disse er Ushirika Primary School, Laini-Saba Primary School, A.C.K. Emmanuel, Glory Primary School og Siloam Primary School. Forhåbentlig vil vi derefter have mulighed for at udvikle et samarbejde med flere skoler.
Hvem er vi?
En gruppe venner, som er opvokset og/eller bor i Kibera, og som har et ønske om at gøre Kibera til et bedre sted at være. Disse sultne børn er vores naboer, vores venners børn, og vi kan ikke bare se på – vi bliver nødt til at gøre noget.
Du kan kontakte os på kiberabacktoschool@gmail.com
Hvad kan du hjælpe os med?
Støtte til at købe mad og køkkenudstyr!
Hvis du har lyst til at hjælpe så overfør et beløb til kontoen
Reg. Nr.: 7835
Kontonummer: 148173-0
Og send gerne denne mail videre til folk i din omgangskreds, som vil kunne hjælpe os. Husk at selv noget så småt som en tyver kan være med til at gøre en forskel!
På forhånd tak!
Ord, vi er i fare for at miste Tuesday, 19. Jul 2011
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 2 CommentsVidste du, at disse vidunderlige ord er i fare for at blive strøget af retskrivningsordbogen. Selv bruger jeg dem af og til eller jævnligt, en del dog kun, når jeg forsøger at være morsom eller spydig. De kan varmt anbefales til at krydre sproget med:
Brødflov - sulten, småsulten
Charlatan - bedrager (Jeg bruger det i betydningen Don Juan-agtig fusentast)
Djærv - bramfri
Dorsk - sløv, doven (Bruger jeg uafbrudt med udtalen DÅSK)
Dosmerseddel - huskeseddel
Døgenigt - doven og uduelig person
I dølgsmål – i det skjulte
Flottenhejmer - ødsel person med dyre vaner
Fløs - lømmel
Forfjor - året før sidste år
Fusentast - letsindig og skrupelløs person
Idelig - uafbrudt
Kalas - stor og overdådig fest
Kanalje - fræk og uopdragen person, slubbert
Knibsk - afvisende, snerpet
Knarvorn - gnaven, vrangvillig
Kålhøgen - indbildsk
Langmodig - tålmodig
Obsternasig - Trodsig, genstridig
Sporenstregs - øjeblikkelig, straks
Svanger - gravid
Ufortøvet - øjeblikkelig, straks
Vindbøjtel - person, der skifter standpunkt efter hvad der betaler sig bedst, pralhals
Ødeland - person som ødsler sine penge bort
Ord, jeg nemt kan undvære på listen over truede ord http://politiken.dk/kultur/ECE1314748/43…, er NEGERboller og NEGERkys - samt NEGER, der desværre lever i bedste velgående, selv om den slags mennesker har opfattet ordet NEGRO/NEGER som nedladende i hvert fald siden begyndelsen af 1970′erne. I dag bruges ordet NEGER kun af bonderøve, men dem er der til gengæld forbavsende mange af, har jeg lagt mærke til ;o)
Hvis du blev sur over den sidste bemærkning, bør jeg nok lige forklare: Det engelske ord Negro har smittet af på det danske ord, fordi de ligner hinanden til forveksling. Hvis du slår op i Longman’s,Dictionary of Contemporary English, står der:
“Negro plural Negroes [countable] old-fashioned
a word for a black person, usually considered offensive” (offensive= stødende).
Bonderøv var mest for at provokere - jeg burde vel egentlig have skrevet bonderøve og racister - bonderøve, fordi udtrykket ‘neger’ er håbløst forældet, og ‘racist’, fordi det jo kunne være med vilje, at man brugte et nedsættende ord ;o)
Ny kolonialisme? Monday, 11. Jul 2011
Skrevet af jettemoller under fattigdom, ulandsbistand, CommentsDansk Folkeparti foreslår, at Danmark skal koncentrere sin ulandshjælp på et land, fx Tanzania
JP 8. juli 2011:
“Al ulandshjælp til Tanzania
Dansk Folkeparti foreslår, at Danmark koncentrerer sig om at hjælpe ganske få lande.
Danmark uddeler hvert år en ulandsbistand på 15-16 mia. kr. fordelt på 26 lande.
Det skal skæres ned til et, to eller tre lande, der så til gengæld skal have langt mere i bistand end i dag, foreslår udenrigsordfører Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.
»Vi bør koncentrere og målrette ulandsbistanden endnu mere. Derfor ønsker vi endnu færre modtagerlande. Hvis vi f.eks. koncentrerede os 100 pct. om et land som Tanzania, ville det blive langt mere effektivt end i dag, hvor der måske er 60-70 lande, der hjælper Tanzania,« forklarer han…”
Men det dur slet ikke, hvis et land skal være afhængigt af ét donorland.
Der er i dag almindelig enighed om, at de såkaldte hvide elefanter, hvor projekter aldrig kom til at fungere, primært skyldtes, at donorerne mente at vide bedst, hvad ulandene havde brug for. Hvis et land kun skulle have én donor, ville donorlandet uundgåeligt få afgørende indflydelse på, hvad pengene blev brugt til. Det ville være meget usundt at gøre et lands ve og vel afhængigt af en enkelt donornation. DF’s model ville anbringe ulandene i lommen på deres donorlande, og det ville smage alt for meget af kolonialisme.
Lad mig give et eksempel: Under Bush var amerikansk støtte til aids-projekter fx betinget af, at kondomer ikke måtte indgå. Man måtte overhovedet ikke argumentere for sikker sex, kun for seksuel afholdenhed og troskab. Det er ikke svært at forestille sig, hvad konsekvensen ville være for befolkningen i de(t) land(e), der så havde USA som eneste donor?
Samtidig ville logistikken være helt håbløs: Hvem skulle give hvor meget til hvem?
Endelig er det da aldeles besynderligt, at Dansk Folkeparti netop foreslår Tanzania som eksempel på det ene land, Danmark kunne vælge at støtte. Sidste sommer kørte jeg med Tazara-toget igennem Zambia og Tanzania, og det var helt markant at se, hvor meget rigere (øh: mindre fattigt, mente jeg selvfølgelig) og mere udviklet Tanzania var. Men Zambia har regeringen og Dansk Folkeparti lige besluttet sig for at droppe bistanden til. Det giver ikke rigtigt mening.
Men det er så ikke første gang, at Dansk Folkeparti udtaler sig med stor vægt om ting, de ikke ved så frygteligt meget om
Hvad blev der af det sociale sikkerhedsnet? Friday, 8. Apr 2011
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, CommentsVelfærdsstat??
Vidste du, at hvis du som dansker har været bosat uden for Danmark mere end et år, går der 7 år (S-Y-V), før du kan søge kontanthjælp.
Så kan du nemlig kun søge starthjælp, som man hverken kan leve eller dø af. Og det er helt bevidst, for starthjælpen var nemlig tiltænkt flygtninge og indvandrere.
Men har man ikke boet i Danmark i 7 ud af de sidste 8 år, så er det ligegyldig, om man kan føre sine aner tilbage til Gorm den Gamle.
I deres sygelige kamp for at genere vores indvandrere fra 3. verdens lande mest muligt har Dansk Folkeparti virkelig fået lavet så enorme huller i vores såkaldte sociale sikkerhedsnet, at det ikke kan kaldes et sikkerhedsnet mere.
Og de vil gerne fremstå som den lille mands tro væbner.
Vor Herre bevares!
Kildefusk og manipulation :o( Thursday, 9. Dec 2010
Skrevet af jettemoller under diskrimination, fordomme, hetz, indvandrere, presse, 2 CommentsTV2’s tekst-tv har i dag overskriften “Voldtægtsdømte får erstatning”. Jeg fik et chok, da jeg læste det, for overskriften burde have været: “Voldtægtsfrikendte får erstatning”. Man kunne faktisk tro, at det var en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti, TV2 bringer.
Man lægger ud med at få alle fordommene aktiveret og undgår omhyggeligt sagens kerne ved at sætte fokus på erstatningens størrelse. Og TV2 fortæller ikke, hvad retten har sagt, men hvad drengene sagde, da de i sin tid blev dømt (!!):
“Voldtægtsdømte får erstatning
Tre unge indvandrer drenge fra Kolding er blevet tilkendt en erstatning efter at de er blevet frikendt for en falsk anklage, skriver jv.dk.
Erstatningerne på omkring 400.000 kr. pr. mand er blevet tilkendt på grund af uberrettigede varetægtsfængslinger og ophold i fængsler.
Voldtægten af den dengang 15-årige pige skulle være foregået på et toilet på en banegård. Drengenes forklaring var, at hun havde haft sex med den ene af dem for aat få penge til en busbillet”
Hvis man så læser TV2’s kilde jv.dk, 09.09.2010, er det den stikmodsatte historie:
Efter fiktiv voldtægtssag: Frifundne drenge tilkendt erstatning
OPSPIND: Tre unge indvandrerdrenge fra Kolding er ved at kunne se sig ud af deres livs mareridt og komme videre i livet. [Min fremhævning]
Det sker, efter at Rigsadvokaten i denne uge har tilkendt dem erstatning for uberettigede varetægtsfængslinger og ophold i fængsler efter at de med urette blev dømt i en voldtægtssag fra Fredericia Banegård, som viste sig at være pure opspind.
Det skriver JydskeVestkysten i dag, torsdag.
Drengene sad varetægtsfængslet i længere tid. Siden blev de idømt langvarige fængselsstraffe for voldtægten både i retten i Kolding og ved Vestre Landsret.
Men siden dukkede nyt bevismateriale op. Den Særlige Klageret besluttede, at sagen skulle gå om. I marts i år blev drengene pure frifundet for voldtægten, hvis offer var en dengang 15-årig pige.
Hun er siden blevet sigtet af politiet for falsk anmeldelse og falsk forklaring ved to retsinstanser. Endnu har retten ikke behandlet pigens sag.
Kilder oplyser til JydskeVestkysten i dag, at drengene hver er blevet tilkendt i underkanten af 400.000 kroner.”
I jv.dk’s nyhed er erstatningens størrelse nærmest et PS, og udtrykket “i underkanten af”, der kunne antyde, at erstatningen er for lav, har TV’s uduelige journalist naturligvis udskiftet med et bekvemt “ca.”
Der er ikke noget at sige til, at stemningen i den danske befolkning bliver mere og mere negativ over for indvandrerunge, når de fyldes med sådan en gang kildefusk og manipulation, som TV2 her lægger for dagen.
Min kurdisk-danske veninde, der er højtuddannet økonom og ansat som fuldmægtig, har for nylig haft tre nedslående oplevelser, der viser, at vi “danskere” er kommet meget langt ud:
Første gang styrter en dame ned ad rulletrappen i Metroen. og min veninde smider sin taske og springer hen for at hjælpe hende. “Du skal fandme ikke røre ved mig”, hvæsede damen…
Kort tid efter faldt en dame ned mellem to sæder i S-toget. Min veninde og en “ægte” dansker hjalp hende op. Da damen stod af, ignorerede hun min veninde og takkede den anden hjælper og en ung mand, der ikke havde rørt en finger, da hun faldt. “Det var da så lidt”, sagde han forbavset og kiggede på min veninde…
Og for at det ikke skal være løgn, kom en ung indvandrer ind i S-toget ugen efter, stærkt optaget af sin mobil. Da han sætter sig, flytter han en gratis-avis over på sædet overfor. En ung kvinde springer op og stikker ham en lussing og råber, at han skal ikke kaste aviser efter hende. Fuldstændig målløs spørger han: “Hvad har du gang i?”, hvorpå hun sviner ham til og kalder ham perker og alle mulige ukvemsord. Han gør en spyttebevægelse, og de omringes af rasende mennesker, der råber, at han ikke skal slå. Herefter bliver han meget håndfast smidt af toget af to kontrollører…
Min veninde var bange for kvinden og turde ikke blande sig, men både hun og knægten fik et frygteligt dårligt indtryk af os andre danskere (eller “etniske danskere”, som vi er begyndt at kalde os).
Hvor er vi henne? Hvad er det, der er sket med vores land og vores folk? Og hvad er det for en presse, vi har, når den overhovedet kan finde på at fordreje virkeligheden, så den ikke viser, hvor uretfærdigt nogle indvandrerdrenge er blevet behandlet, men i stedet bidrager til at skærpe uviljen mod vores indvandrere?
Hvor får regeringen sit flertal? Thursday, 11. Nov 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 3 CommentsSelvfølgelig skal SF se udlændingepakken, før vi kan tage stilling til den. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at den kan forhandles frem til noget, SF kan leve med.
Og det er også helt lige meget. Regeringen vil ikke fjerne et komma i sin aftale med Dansk Folkeparti. Den har det bedst med smallest mulige flertall. Men faktisk har den slet ikke flertal for udlændingepakken, for Kristendemokraterne siger fra på det punkt.
Jeg begriber ikke vores presse. Kan de ikke tælle, eller hvad? Regeringen er reelt i en slem kattepine - men selvfølgelig ikke, hvis de begejstrede Socialdemokrater har tænkt sig at stemme udlændingepakken hjem helt uden at få noget til gengæld.
Meget kan man kalde Helle Thorning Schmidt - men dum er hun altså ikke. Så regeringen har da et problem, selv om pressen med stort held forsøger at skjule det.
Ytringsfriheden under angreb Sunday, 31. Oct 2010
Skrevet af jettemoller under grundloven, ytringsfrihed, 6 CommentsNu vil Pia Kjærsgaard have bl.a. Aljazeera forbudt, fordi hun mener, tv-kanalen udspreder had imod vestlige værdier.
Vor Herre bevare os! Det minder i skræmmende grad om tilstandene i Kina, Nordkorea og den gamle sovjetblok.
Selv så jeg med begejstring Aljazeeras engelsksprogede version, mens jeg var i Rom. Det var en fornøjelse, at det ikke kun var udvalgte dele af verden, man fik nyheder fra (Læs: den vestlige verden). Bl.a. det israelske valg blev dækket objektivt og sagligt, og der var ikke antydning af negativ holdning til Israel. Lidt uventet fra en arabisk tv-kanal.
Til gengæld er det bestemt ikke uventet, at fru Kjærsgaard går ind i et frontalangreb mod ytringsfriheden. Vi har for længst bemærket, at Dansk Folkeparti kun kæmper for ytringsfriheden, når det er deres egne holdninger, der skal forsvares. Men det bliver det altså ikke mere pynteligt af.
Det bliver mere og mere tydeligt, at Dansk Folkeparti er imod centrale dele af den danske grundlov (§77: Censur kan ingensinde påny indføres). Også tredelingen af statsmagten angribes gang på gang. Som repræsentanter for den lovgivende magt angriber Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer igen og igen den dømmende magt, fx de domme, der afsiges, eller de regler, domstolene har vedtaget for dommeres beklædning. Selv igangværende sager mener de hvad som helst om.
Jeg gyser både ind- og udvendigt, når jeg forsøger at forestille mig, hvordan den danske lovgivning ville komme til at se ud, hvis Dansk Folkeparti kunne bestemme.
Smædekampagne Friday, 15. Oct 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, flygtnninge, miljø, muslimer, 3 CommentsSom formand for Danmarks Kommunistiske Parti sendte Ole Sohn et lykønskningsbrev til Honnecker på 40-års dagen for DDR’s grundlæggelse (På det tidspunkt vidste ingen i hele verden, at DDR brød sammen om lidt!).
Og han var imod sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland (det var jeg sgu da også på de betingelser, det kom …til at foregå på).
For over 20 år siden! Det var dengang vi havde meningsfrihed her i landet!
PS. Jeg må hellere være på forkant, for lige om lidt er jeg i Vietnam :o)
Genforeningen var et brud på den vesttyske grundlov, der udtrykkeligt var en foreløbig grundlov, der kun skulle gælde, indtil de derovre på den anden side selv kunne bestemme. De kom ikke til at bestemme noget som helst. DDR blev bare opløst og dets borgere vedhæftet Vesttyskland. En skandale efter min oprigtigste opfattelse.
Det handler nemlig om, at ALT fra DDR forsvandt fra det ene sekund til det næste, fx retten til fri abort. Derefter forsvandt så også arbejdspladserne, fordi alle ville have vest-varer, og …ingen mere købte øst-varer - og da daginstitutioner var arbejdspladsens opgave, forsvandt også pasningsmulighederne. I Vesttyskland gik mødrene jo hjemme og passede børnene. Så hvis der var nogen, der tabte på det komplot, som jeg mener, opløsningen af DDR var, så var det de østtyske kvinder!
Men også fx de unge, der ikke mere var sikret arbejde efter endt uddannelse. Det kan ske, de ikke lige selv havde valgt uddannelsen, men de altid sikre på at få et arbejde.
I DDR var der ingen arbejdsløse - så der havde Ole Sohn ret - men det betød selvfølgelig, at man i nedgangstider var mange om at gøre arbejdet, og derfor blev ineffektive. Men man havde sgu da et arbejde. Det sluttede, da DDR blev opløst! :o(
Svar på anonymt brev Tuesday, 10. Aug 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, ulandsbistand, CommentsHar endnu en gang modtaget et anonymt brev, denne gang dog med porto betalt og uden skældsord, så det fortjener et svar:
Jette
Der er mange fjolser i Socialdemokratiet - dig kunde vi godt undvære
Hilsen Bente
Kære Bente!
Jeg ved ikke, om du ser det her, men jeg vil så gerne berolige dig: Jeg kunne aldrig drømme om at melde mig ind i Socialdemokraterne, for jeg bryder mig ikke om jeres menneskesyn
Venlig hilsen
Jette
(Jeg må så godt nok indrømme, at jeg faktisk startede ud som overbevist socialdemokrat, men det er så mange år siden. Det var dengang, Anker Jørgensen var ny og rød. Så blev han klogere, og det gjorde jeg også, så siden har jeg været SF’er og siden 1995 endda med papir på det)
Pressehetzen fortsætter Wednesday, 4. Aug 2010
Skrevet af jettemoller under hetz, 6 CommentsNu angriber EkstraBladet så Helle Thorning-Schmidt, fordi partiet betaler for hendes skatterådgivning i den aktuelle sag.
Men det forholder sig jo sådan, at Thorning-Schmidt betaler partiskat af de indtægter, hun har som repræsentant for sit parti. Derfor skal hun vel også have dækket de udgifter, som hun udelukkende har, fordi hun er formand for Socialdemokraterne og alternativet til vores nuværende statsminister.
Som privatperson ville Helle Thorning-Schmidt aldrig have behøvet at redegøre over for den samlede danske presse og hele den danske befolkning for, hvor tit hendes mand sover i hendes seng.
Pressehetz mod Thorning-Schmidt Friday, 30. Jul 2010
Skrevet af jettemoller under hetz, 9 CommentsDet er bestemt ikke pynteligt, når TV2 Nyhederne her til morgen interviewer en repræsentant for BT, som var bladets redaktører neutrale eksperter og ikke sælgere af deres egen historie om Thorning-Schmidts “løgne”.
Og det er direkte svineri, når TV2’s journalist kun nævner, at Helle Thorning-Schmidts mand pga sin kones fejlagtige oplysninger har opnået ret til at blive medejer af parrets sommerhus, men fortier, at han aldrig har benyttet sig af denne tilladelse, og at Thorning-Schmidt fortsat ejer huset alene. Den oplysning står ellers på TV2s egen hjemmeside og må jo nok siges at være ret væsentlig. :o(
Som en tyv om natten… Friday, 28. May 2010
Skrevet af jettemoller under beskæftigelse, børn, fagbevægelsen, fattigdom, lesbiske, skattelettelser, uddannelse, ulandsbistand, ulighed, velfærdsstaten, 7 CommentsFørst formøbler regeringen – ivrigt støttet af Dansk Folkeparti – overskuddet i opgangstider og giver endda ufinansierede skattelettelser til de bedst stillede i det danske samfund. Derefter halverer man så pludselig dagpengeperioden. Sidst en afkortelse af dagpengeperioden var på tale, havde vi i visse brancher flaskehalsproblemer, og de borgerlige mente, at arbejdsløsheden var usundt lav. Da sagde Dansk Folkeparti klart fra. Nu har vi så høj arbejdsløshed og ved ikke, hvor meget den vil stige. Så vil Dansk Folkeparti pludselig godt være med.
Desuden beskærer man børnechecken – i direkte modstrid med regeringens mål om, at børnetallet skal op, så der kan blive flere til at betale for de mange ældre. Det forventes at ville presse yderligere 13.000 over i fattigdom. Et stigende børnetal modarbejder man desuden ved at fjerne den gratis befrugtning til ufrivilligt barnløse (formentlig fordi Dansk Folkeparti stadig er rasende over, at lesbiske har fået ret til gratis befrugtning).
Arbejdsløsheden stiger, men man opkvalificerer ikke vores arbejdsstyrke - på trods af, at tusinder af ufaglærte jobs er forsvundet for altid. ”Uddannelse er det pureste guld i et samfund som vores” sagde vores statsminister i sin nytårstale. Nu vil man så spare fire milliarder kr. på universiteterne, ungdomsuddannelser, voksenuddannelse og forskning. Efteruddannelse skal gøres dyrere for både arbejdsgivere og de mennesker, der absolut vil efteruddanne sig - og folk med videregående uddannelser skal selv betale, hvis de absolut vil være dygtigere. Og de lærlinge, der ikke fandt nogen praktikplads, og kom i skolepraktik, får pludselig beskåret deres ”løn” med ca. en tredjedel.
24 milliarder kr. insisterer regeringen på at spare – bare for at være på den sikre side.
Sølle 15 millioner kr. (nej, det var IKKE en skrivefejl) vil man spare ved, at udlændinge selv skal betale for tolkebistand på fx hospitaler. 0,06 procent! Ren chikane! Først har Dansk Folkeparti nemlig sikret, at de fleste af de udlændinge, der især kunne få brug for tolkebistand, under ingen omstændigheder vil have råd til det – ved kreative påhit som starthjælp osv. Nu får vi så igen børn til at tolke hos læger og på sygehuse om emner, som intet barn skulle belemres med.
Vælgerbedrag kalder nogen det. Jeg synes nu godt, jeg kan komme i tanke om meget mere rammende betegnelser. På den anden side er der vel grænser for, hvilken sprogbrug man kan tillade sig at bruge på skrift, så jeg lader det hvile.
Meget kan man sige om Dansk Folkepartis og regeringens ”genopretningsplan”, men mening giver den ikke! Magen til slingrekurs skal man lede længe i hukommelsen for at finde. Jeg HAR opgivet, og jeg er ellers ikke nogen årsunge.
Det må være derfor, man kalder det en historisk aftale.
Til gengæld er der ingen slinger i valsen, når det gælder nedskæringer på bistanden til verdens fattigste. Her fortsætter regeringen den kurs, man indledte, da man kom til magten i 2001. På Dansk Folkepartis forlangende.
Og når man pludselig sætter fradrag for fagligt kontingent til max. 3.000 kr, om måneden, er det også blot endnu et anslag mod den danske fagbevægelse. De gule “fagforeninger” kan næsten ikke få armene ned.
Det absolut eneste positive, jeg synes, jeg kan sige om alle disse asociale nedskæringer, er, at Lars Løkke omsider tonede rent flag. Foghs kontraktpolitik er aflivet og begravet i al hast, og GenopretningsPlanen kom ”som en tyv om natten” - præcist som Anders Fogh Rasmussen udtrykte det.
Samtidig er Dansk Folkepartis påstand om at være de svages beskytter totalt gjort til skamme. Hvis det var praktisk muligt, ville DF såmænd gerne have ladet ”de fremmede” betale hele gildet – fuldstændig som da Hitler i sin tid tog fra jøderne og gav til fattige (ariske) tyskere.
Valget for de priviligerede: Friskole eller folkeskole? Friday, 14. May 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 1 CommentDet er med nogen undren, jeg har fulgt den ophedede debat omkring socialdemokraters børn, der går i private skoler i stedet for folkeskoler.
VC-regeringen har - ivrigt flankeret af Dansk Folkeparti - tvunget kommunerne til at sænke niveauet på folkeskolerne mere og mere. Desuden stiller man centralt de mest forunderlige krav om, hvad lærerne skal spilde deres tid på. Så jeg kan godt forstå, at mange ikke vil lægge børn til. Men det er da tankevækkende, hvis også folketingsmedlemmer fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti vælger folkeskolen fra, for de har ansvaret for dens nuværende tilstand.
Og taberne bliver de børn, som ville have bedst af at blive flyttet væk fra overfyldte klasselokaler, men hvis forældre ikke har noget valg, fordi de ganske enkelt ikke har økonomi til det. Så også på dette område vokser uligheden i det danske samfund.
:o(
Ræven æder gæssene! Sunday, 2. May 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, CommentsDa man lagde både ansvar og økonomi vedr. anbringelser af børn uden for hjemmet ud til kommunerne, vidste man udmærket, at man satte ræven til at vogte gæs.
Siden er udgifterne eksploderet for kommunerne, der i forvejen er meget betrængte med hensyn til servicen på ældreområdet, daginstitutionerne og folkeskolerne.
Og nu æder ræven løs af gæssene. På Lolland f.eks. “hjemgiver” man 16-17-årige på den måde, at man fjerner dem fra deres plejefamilier og flytter dem i eget værelse. Og landet over meldes der om hårrejsende sager, hvor børn og unge bliver kastebolde for at spare penge.
Samtidig har man på familieplejeområdet, hvad man kunne kalde omvendt resultatløn: Jo bedre man gør sit arbejde, jo lavere bliver ens løn! I takt med at vanskelige børn, der giver diverse tillæg, bliver mindre vanskelige, bortfalder tillæggene. Det giver jo ingen mening, at man har lavet et system med indbygget incitament til ikke at være alt for dygtigt som plejefamilie.
Det er vores allermest sårbare børn og unge, man svigter - og regeringen vender bare ryggen til, selv om ræven efterhånden har blod over hele kæften.
Regeringen blæser på arbejdsløsheden Thursday, 15. Apr 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, CommentsRegeringen er så opsat på at overholde de såkaldte konvergenskrav, der stilles til euro-landene, at den blæser på arbejdsløsheden.
Tyske økonomer taler om Den magiske Trekant, fordi det ikke kan lade sig gøre at stræbe mod både lav inflation, lavere arbejdsløshed og så samtidig balance på statsbudgettet. Man må vælge.
Og regeringen har valgt. Dens spareplaner (som man kalder et ”konvergensprogram” - det har en bedre klang) vil få arbejdsløsheden til at stige med omkring 45.000 i forhold til en finanspolitik, der sigter på at bedre beskæftigelsen. Det er, hvad økonomerne i Arbejder-bevægelsen Erhvervsråd har beregnet.
Regeringen insisterer på at fastholde sit skattestop, som med skattelettelserne betyder en omfordeling til fordel for de velstående i vores samfund. Når regeringen ikke vil øge de offentlige indtægter, er den nødt til at skære ned på den offentlige service i stedet for, hvis den vil undgå underskud på statsbudgettet – og det vil den. 31 mia. kr. vil man beskære de offentlige udgifter med.
Det vil ikke kun betyde mere arbejdsløshed – det vil også betyde et alvorligt angreb på vores velfærdssystem, fordi det især er her, man bliver nødt til at spare. I stedet skulle regeringen tillade kommunerne at foretage tiltrængte forbedringer af bl.a. folkeskoler, veje, kloak-systemer osv., så der sættes skub i økonomien. Så kan man stramme op, når beskæftigelsen går den rigtige vej.
Vi oplevede sidste år den største økonomiske tilbagegang siden 2. verdenskrig, så det er altså ikke nu, dansk økonomi har brug for en hestekur.
(I Din Avis, Randers, 14.4.2010)
Smædekampagne mod Villy Søvndal Monday, 5. Apr 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, miljø, minimalstaten, presse, ulandsbistand, CommentsHvem er det egentlig, der kalder Villy Søvndal for populist?
Jeg gik på Google for at finde svaret og fandt ud af, at det gjorde Berlingske Tidende 4. februar 2010.
Min lokale partiforeningsmand, der udtalte sig på egne vegne og IKKE hele SF Nørrebro, brugte ikke ordet populist om Villy. Alligevel blev overskriften:
SF på Nørrebro: Villy Søvndal er populist
http://www.berlingske.dk/politik/sf-paa-noerrebro-villy-soevndal-er-populist
Læg også mærke til artiklens billede af Villy!
Den 3. marts 2010 gjorde Danmarks Radio det:
Johanne Schmidt: Søvndal er populist
“http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2010/03/03/03195422.htm“
Hvis man hører interviewet igennem, vil man nemlig konstatere, at overskriften er direkte løgn. Mod slutningen svarer Johanne Schmidt på ihærdigt ledende spørgsmål fra journalisten, at hun synes, Villy Søvndal nogle gange er for hurtig til at melde ud… Hun nævner ikke selv på noget tidspunkt ordene populist eller populisme i forbindelse med Villy Søvndal. :o(
Og i går gik de Konservative så på banen med et frontalangreb på min formand. Nu skifter Villy Søvndal mening lige så tit, som Helge Adam Møller skifter skjorte (og det fornemmer man tydeligt, er voldsomt tit):
http://nyhederne.tv2.dk/video/index/id/29655790/
Jeg synes, det i betænkelig grad ligner forsøg på karaktermord på en fantastisk mand, der har ordet i sin magt og hjertet med sig. Men heldigvis tror jeg ikke på, at befolkningen i længden køber disse angreb på Villys hæderlighed og integritet
Åbent brev fra sognepræst Knud Erik Lægsgaard, Mariager Sunday, 28. Mar 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 8 CommentsÅbent brev til Dansk Folkepartis og Venstres vælgere
Jeg tror ikke på, at mennesker bare er onde. Jeg tror, at de fleste af jer, der
stemmer på Dansk Folkeparti og venstre, hvis I kendte til Mirsad og Valentina og
deres to piger, Kaltrina og Klarissa, ville sige: “Det var ikke det, vi mente,
da vi stemte på jer. Nu går I altså for vidt, hvis I bakker op om en lovgivning,
der øver umenneskeligt ondt.”
Jeg tror, at I, deres vælgere, vil sige: “Det var ikke vores mening, da vi blev
drevet af frygt for at blive oversvømmet af de fremmede, at vi ville skille en
ung elskende mand og kvinde fra hinanden og to små piger fra deres far. Vi går
skam ind for familiens enhed og urørlighed”
Jeg tror, at I vil sige: “Det var ikke vores mening, da vi stemte på jer, at vi
ville skille en familie, der endelig har fundet fred i vort land efter 10 års
usikkerhed og tortur.”
Det er kun jer, deres vælgere, der har magt til at bevæge de folkevalgte fra
ondskaben.
Mirsad har efter flugten fra torturen i Serbien boet i Danmark i mere end 10 år.
Han forelskede sig i Valentina, som havde fået permanent ophold i Danmark sammen
med sin familie efter flugt fra Kosovo.
De to unge var forlovede i et par år og giftede sig i 2002. Valentina fødte
Kaltrina i 2003 - og endnu en pige, Klarissa, kom til for et par år siden.
Mirsad er til trods for sine torturskader og sit ægteskab og sine to piger den
ene gang efter den anden blevet truet med forvisning. Mirsad har ikke længere
familie i Serbien og Valentina har hele sin familie i Danmark. De kan ikke
følges videre i livet, hvis han sendes af sted til april, sådan som Ministeriet
for Flygtninge truer med.
Mirsad har været på flugt i Serbien og i Danmark, han har levet under jorden,
han blev på meget udansk måde lokket i en fælde af utroværdigt dansk politi, der
gav ham frit lejde og dernæst indespærrede ham i isolation i måneder. Han
lignede en koncentrationslejrfange, da han endelig fik lov at komme hjem til
sine kære. Han har rejst sig hver gang. Han har samlet sin familie om sig hver
gang og været deres støtte hver gang til trods for sine egne dybe sår.
Uretten, der er blevet begået mod Mirsad, er muligvis blevet en principsag, men
vi, hans venner, fejrede hans og familiens lykkede liv i Danmark ved en fest på
Brandbjerg Højskole i den forløbne weekend, fordi det gik så godt med familien.
Da han og Valentina og pigerne kom hjem til deres hus, lå brevet med
forvisningen fra Ministeriet for Flygtninge i postkassen.
Jeg appellerer til jer, vælgerne fra Dansk Folkeparti og Venstre. I er de
eneste, der kan bevæge jeres politikere og ondskaben. Fortæl dem, at det var
ikke meningen. Det var godt nok ikke meningen at skille elskende og skille små
børn og deres forældre. Det var godt nok ikke meningen at smide ham ud, der
intet andet sted har at være, og som intet ondt har gjort. Det må vi gøre noget
ved, mens tid er.
Jeg beder alle gode mennesker, alle der skriver i pressen, på facebook eller
twitter: “Hjælp Mirsad og familien på enhver måde. Bed for dem og bed også for
dem, der af frygt handler umenneskeligt, at de må forandre sig, mens tid er.
Sognepræst
Knud Erik Lægsgaard
9550 Mariager
Randers Kommune straffes for at stimulere beskæftigelsen Saturday, 20. Mar 2010
Skrevet af jettemoller under beskæftigelse, kommuner, CommentsI Randers Kommune har vi et velfungerende skattecenter med 80 medarbejdere. Nu insisterer Indenrigsministeriet imidlertid på, at Randers Kommune skal deponere 15 millioner kr., fordi kommunen har lejet den bygning, som Skat ligger i. Ministeriet fastholder nemlig, at det er det samme som en anlægsinvestering.
Randers Kommune har udnyttet sin anlægsramme fuldt ud for at modvirke den stigende arbejdsløshed i kommunen ved hjælp af kommunale anlægsarbejder. Derfor tvinges kommunen nu til at tage 15 mio. kr. op af sin slunkne kasse.
Det er ganske enkelt urimeligt, at man straffer Randers Kommune på den måde, og det er endnu et eksempel, der viser, at regeringen holder kommunerne i et jerngreb og i øvrigt er ret ligeglad med beskæftigelsen.
OECD har lige analyseret den danske økonomi og bl.a. fastslået, at den ekstra anlægsramme, som kommunerne har fået til investeringer, er med til at stimulere beskæftigelsen. Alligevel spænder Indenrigsministeriet nu ben for fx Randers Kommune ved at fastholde, at lejemålet i Toldbodgade betyder en overskridelse af anlægsbudgettet, og at Randers Kommune derfor skal deponere 15 mio. kr.
Det giver altså slet ikke nogen mening!
(Bragt i Din Avis, Randers, 17. marts 2010)
Sagkundskaben fraråder sænkning af lavalder og fodlænker til børn Thursday, 11. Mar 2010
Skrevet af jettemoller under Kriminel lavalder, børn, straf, 1 CommentNu varer det ikke længe, før regeringen og Dansk Folkeparti vedtager loven om at sænke den kriminelle lavalder og indføre fodlænker til børn.
Den offentlige høring er netop afsluttet, og alle, der ved noget om det, fraråder gennemførelsen af loven. Det gælder Det Kriminalpræventive Råd, Institut for Menneskerettigheder, Restpolitisk Forening, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Dansk Psykologforening og mange andre foreninger med viden om og interesse for unge.
Det er desværre nok for naivt at tro, at den nye justitsminister vil lytte til sagkundskaben i modsætning til sin forgænger - men man har da lov til at håbe.
Afgørelse: Borger frataget sygedagpenge ulovligt Monday, 1. Mar 2010
Skrevet af jettemoller under sygedagpenge, udlicitering, 2 CommentsBeskæftigelsesankenævnet har truffet en sensationel afgørelse, der vil få vidtrækkende konsekvenser for en række kommuners samarbejde med Falck Healthcare på sygedagpengeområdet og for alle de borgere, der er blevet frataget deres sygedagpenge på et ulovligt grundlag
For over et år siden fik en 55-årig borger i Randers at vide af en sagsbehandler, som han troede var en af Randers Kommunes sagsbehandlere, at han ikke kunne få sygedagpenge mere. Han ankede øjeblikkeligt kommunens afgørelse. For fire uger siden modtog han så omsider et brev fra ankenævnet, der fastslår, at afgørelsen er ugyldig. Alligevel har han efter 4 uger ikke hørt noget som helst fra Randers Kommune og fik i fredags udbetalt kontanthjælp endnu en gang.
Vi har ventet på, at kommunens ankefrist skulle udløbe, og da vi ikke har hørt noget, står ankenævnets afgørelse ved magt. Det vil have vidtrækkende konsekvenser for alle de borgere, der uretmæssigt har fået standset deres sygedagpenge i de kommuner, som har indgået samarbejdsaftaler med Falck Healthcare eller andre private virksomheder.
Afgørelsen om sygedagpengenes ophør blev truffet af en privat aktør, nemlig en af Falcks ansatte, der var ansat midlertidigt som vikar ved Randers Kommune, og det er ikke lovligt. Borgerens sag blev overgivet til Falck Healthcare, og kommunens påstand var, at som vikar var sagsbehandleren under Jobcenter Randers ledelse og kunne derfor træffe myndighedsafgørelser.
Nu har Beskæftigelsesankenævnet entydigt og enstemmigt fastslået, at afgørelsen om stop for sygedagpenge var ugyldig. Der er tale om en privat aktør, der ”har forpligtet sig til ved hjælp af firmaets konsulenter at levere et nærmere aftalt antal udredninger og afslutninger i sygedagpengesager”, og afgørelsen er ”reelt truffet af Falck Healthcare som et led i kontraktopfyldelsen”. Der er ikke hjemmel i lovgivningen til at lade private aktører træffe myndighedsaftaler. Det fremgår af aftalen mellem Falck og Randers Kommune, at jobcentret betaler en fast pris pr. sag, Randers Kommune aflønner ikke FHC-sagsbehandlerne, og der foreligger heller ikke ansættelsesaftaler.
Borgeren har altså ret til sygedagpenge fra standsningstidspunktet. Alligevel har han intet hørt, og kommunen fortsætter ufortrødent med at udbetale kontanthjælp, som om intet var hændt. Det er uanstændigt, at det har taget over et år at afgøre anken, men det er direkte svineri, at Randers Kommune blot lader som ingenting og ikke giver borgeren den undskyldning, han har krav på, fordi han ulovligt blev frataget sin ret til sygedagpenge.
Yderligere oplysninger: Jette Møller tlf 60633399 - LÆS OGSÅ MINE KOMMENTARER med oplysninger om udviklingen i sagen
Se her: http://dknyt.dk/sider/artikel.php?id=47518
eller hør DR’s Jesper Tynell på P1 : http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2010/03/16/155350.htm
Regeringen vil spare os sønder og sammen Thursday, 25. Feb 2010
Skrevet af jettemoller under arbejdsløshed, krise, CommentsFor kort tid siden viste en undersøgelse, at et flertal af danskerne mente, at den borgerlige regeringen bedst kan håndtere den økonomiske krise.
Regeringen har så lige bevist, at de tager fejl.
Regeringens forsøg på at tackle krisen med skattelettelser til de velstillede og udbetaling af SP-midler har ikke haft nogen målbar effekt. Beskæftigelsen er nærmest historisk lav, men alligevel meddeler man nu, at man vil arbejde for at overholde de konvergenskrav, som euro-landene skal opfylde.
I 1993 overtog Nyrup-regeringen en kæmpe arbejdsløshed efter den borgerlige regering, og man gik straks i gang med at sætte skub i økonomien ved at bruge penge på offentlige aktiviteter - penge, man ikke havde. Det lykkedes, arbejdsløsheden faldt markant på et tidspunkt, hvor man i de øvrige EU-lande fortsat havde høj arbejdsløshed. Og de såkaldte konvergenskrav kom i fare, fordi underskuddet på statsbudgettet blev så stort.
Men Lars Løkke Rasmussens regeringen vil gøre det modsatte. Man vil spare 31 mia. kr. ved at skære ned på de offentlige aktiviteter og derved starte en ond spiral. Den mindre efterspørgsel vil uvægerligt betyde mere arbejdsløshed, de mennesker, der bliver arbejdsløse, vil få mindre købekraft, så efterspøgslen falder yderligere, og endnu flere bliver arbejdsløse. Og så videre og så videre.
Det er den helt forkerte vej at gå. Og rent bortset fra det: Hvem har man tænkt sig at spare de 31 mia. kr. på? De gamle? De syge? Vores børn og unge?
Det er slet ikke godt nok, Lars Løkke Rasmussen. Og det hjælper ikke spor, at du ryster posen og skifter kraftigt ud i regeringen. Det er muligt, at det afleder folks opmærksomhed. Men det gør intet for at bedre den danske økonomi. Det gør kun ondt værre. :o(
Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af??? Wednesday, 17. Feb 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, CommentsJeg kan da rigtig nemt forstå, at regeringen stritter så voldsomt imod EU’s krav om, at vi skal definere, hvad fattigdom er - for så kan vi jo måle den voksende fattigdom i Danmark.
Og jeg må give Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, så inderligt ret: .’En fattigdomsgrænse vil være en gave for debatten, så vi i stedet for at diskutere problemets omfang kan diskutere, hvordan vi løser det.’
Børn i spjældet Wednesday, 10. Feb 2010
Skrevet af jettemoller under Kriminel lavalder, børn, straf, CommentsFor et år siden lovede regeringen, at nu skulle der altså også gøres noget, så børn ikke længere skulle sidde i fængsel her i Danmark i strid med FN’s Børnekonvention. Men i stedet er det bare blevet værre. Og sænkningen af den kriminelle lavalder vil forværre situationen yderligere.
Børn bliver mere kriminelle af at sidde sammen med voksne, men forsøger man at adskille dem fra voksne fanger ved at isolere dem, gør man kun ondt værre.
Regeringen og ikke mindst Dansk Folkeparti har haft meget travlt med at skærpe straffene, men man har så bare ikke udvidet kapaciteten tilsvarende. Hvis man absolut vil have så mange af vores børn og unge buret inde, må man også sørge for ressourcerne til at gøre det under ordentlige forhold.
Og man kan godt komme i gang med at lave en storstilet plan for, hvordan man vil løse problemet på lang sigt, for den straffepolitik, som regeringen og Dansk Folkeparti står for, vil sikre øget kriminalitet. Det viser erfaringer fra udlandet desværre.
Eventyret om privathospitalerne Sunday, 7. Feb 2010
Skrevet af jettemoller under minimalstaten, sundhedsvæsnet, 3 Comments
Hvor genialt! Først opretter man regioner, der ikke kan opkræve skatter og derfor ingen indflydelse har på deres indtægter. Derpå tvinger sundhedsminister Løkke Rasmussen dem til at overbetale privathospitalerne (Kilde: Rigsrevisionen). Og når regionerne så bliver nødt til at skære ned på udgifterne ved at fyre folk – det er man nemlig, når man ikke kan øge sine indtægter – så truer statsminister Løkke Rasmussen med at nedlægge regionerne.
En hel fantastisk historie og samtidig en enestående svinestreg – over for danskere, der har brug for hospitalernes ydelser, fordi servicen nu bliver ringere - og over for de danske skatteydere, fordi der alene i 2007-08 blev betalt 137 mio. kr. for meget til privathospitalerne.
Det frie hospitalsvalg, som regeringen indførte i 2002, sikrede, at efterspørgslen efter privathospitalernes ydelser eksploderede. Alene i 2008 betalte det offentlige 1,2 milliarder kr. til behandlinger på privathospitaler.
Samtidig blev private sundhedsforsikringer gjort fradragsberettiget. Dengang i 2002 var der 50.000 af slagsen. I dag er der 1,7 millioner danskere, der har en privat sundhedsforsikring og dermed fortrinsret til operation på privathospital (iflg. Ugebrevet Mandag Morgen). Og læger og sygeplejersker flytter over i den private sektor i hobetal, fordi lønnen er meget bedre end den, det offentlige kan betale.
Se, det er historien om, hvordan man splitter sin befolkning op i A-borgere og B-borgere. Og hvordan man sikrer en stærk privat sektor og samtidig effektivt udsulter det offentlige sundhedsvæsen.
Kvindemøder - selvfølgelig Saturday, 6. Feb 2010
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, CommentsSelvfølgelig har en skoleleder ret til at indkalde til et mødre-møde om mobning. Hvis han/hun ved af erfaring, at nogle indvandrermødre ikke kommer, når der møder fremmede mænd op, ja, så giver det altså god fornuft at sørge for vilkår, der kan få disse kvinder til at møde op. Det er dem, der opdrager børnene - ikke deres mænd! Så det ER dem, man skal have fat i!
I mit eget nabolag ved jeg, at Blågårdsskolen har afholdt den slags møder de sidste fem år. Men jeg er helt enig med min formand i, at de naturligvis ikke skal erstatte forældremøder, men er udmærkede som et supplement.
Tyrkiet bevæger sig den forkerte vej Thursday, 7. Jan 2010
Skrevet af jettemoller under EU, Tyrkiet, demokrati, 4 CommentsMen i december forbød forfatningsdomstolen så DTP, det Demokratiske Samfundsparti, og gav samtidig en række fremtrædende kurdiske politikere fem års politisk karantæne, heriblandt fem borgmestre. Masseanholdelser i forbindelse med protestdemonstrationer omfattede en kendt menneskerettighedsforkæmper, og desuden blev også børn anholdt.
Det hjælper ikke meget, at Tyrkiet kommer med demokratiske initiativer for at blive stuerent, hvis forfatningsdomstolen forbyder demokratiske partier, og politiet foretager razziaer og arresterer aktive kurdiske politikere og debattører, som det skete juleaftensdag.
Tyrkiet kan ikke af lukke de muligheder, kurderne har for at deltage i det demokratiske liv, forbyde kurdiske toppolitikere og samfundsdebattører at deltage i den politiske debat og være politisk aktive i politik de næste fem år - og så regne med at have nogen som helst chance for at blive medlem af EU. :o(
Kulturbarrierer Sunday, 20. Dec 2009
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 8 CommentsDen netop overståede klimakonference, der endte med et flop, understregede, at hvis vesten vil have en chance for at forhandle succesrigt med fx Kina, må lederne sætte sig ind i kinesisk kultur.
Vores statsminister fejlfortolkede kinesernes reaktioner og troede, de var positive over for det danske udkast, der skulle bygge bro imellem USA og Kina. Men Løkke Rasmussen og hans embedsmænd var åbenbart ikke klar over, at kineserne forsøger at undgå at sige nej, fordi modparten så taber ansigt.
Under konferencen opførte Lars Løkke sig som mødeleder åbenbart på en måde, som af mange blev opfattet som mangel på respekt. Når man taler til verdens betydeligste mennesker, er man nødt til at udvise kulturel empati.
Danskere er nødt til at gøre sig umage for at vise folk af andre nationaliteter respekt. Og her kan vi såmænd nøjes med at køre over grænsen, hvor man betragter os med hovedrysten, når vi f.eks. går rundt og siger ‘du’ og bruger fornavn.
Men Lars Løkke Rasmussen har åbenbart aldrig fået noget intro-kursus i almen kulturforståelse. Og jeg er heller ikke sikker på, at Obama får ros for sin insisteren over for den kinesiske premierminister, da han afbrød ham i et møde.
Hvis vi vil være aktive medspillere i en globaliseret verden, er vi nødt til at vide noget om, hvordan man IKKE opfører sig, da vi ellers risikerer at vade folk over tæerne. Og det ser ud til, at bl.a. vores statsminister ville kunne drage fordel af et kursus i elementær kulturforståelse.
Floppenhagen! :o( Saturday, 19. Dec 2009
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 1 CommentDesværre endte Cop 15 som Floppenhagen. Det kunne selvfølgelig være gået værre, men der er ikke noget at fejre. En ganske enestående chance blev forpasset - vi skal ikke regne med, at det igen lykkes at samle 192 landes ledere omkring klimaet.
Selvfølgelig var der ingen, der havde regnet med, at det blev nemt, men til gengæld burde det være åbenlyst for alle, at der skal handles, ikke bare snakkes. Og smukke hensigtserklæringer modvirker ikke klimaændringerne
Vi fik så også demonstreret, at Kina er en magtfaktor, som ikke kan overses. Desværre var Obama ikke i stand til at presse kineserne ved selv at afgive bindende tilsagn om reduktioner, for han har slet ikke Kongressen bag sig og risikerede at blive ydmyget med et nederlag derhjemme, hvis han lovede noget som helst. Så de to største forurenere på kloden leverede ikke, og det bliver de fattige lande, der kommer til at betale prisen.
Floppenhagen? Monday, 7. Dec 2009
Skrevet af jettemoller under klimatruslen, miljø, CommentsNu starter så klimakonferencen her i København, og Moder Jord holder vejret. Vil det lykkes at nå frem til en ambitiøs aftale om at reducere forureningen og dermed den globale opvarmning?
Især fattige lande oplever i skræmmende grad følgerne af den globale opvarmning gennem tørke, syndflodsagtige oversvømmelser og tyfoner, orkaner osv. Det er dem, der betaler prisen for industrisamfundenes massive forurening gennem mere end et århundrede.
Så det er den rige del af verden, der skal reducere sit CO2-udslip. U-landene har desperat brug for vækst, og vækst betyder øget udslip af drivhusgasser, og derfor må vi sørge for at tilføre u-landene teknologi, der gør udslippet mindst muligt.
FN’s klimapanel siger, at de rige lande skal skære udslippet af drivhusgasser ned med 25-40% i forhold til 1990 for at holde den globale opvarmning inden for 2-2,4 grader. Allerede ved en stigning på mere end 1,5 grad er mange landes overlevelse truet, bl.a. ø-stater. Derfor burde målet være en 40%-reduktion i den rige del af verden.
Indien og Kina bliver svære nødder at knække alene pga. størrelsen på deres befolkninger. Produktionen af den rige verdens industriprodukter foregår i stigende grad i Østen, så derfor må vi også påtage os vores del af byrden. Og USA skal som det mest forurenende land holdes fast på en kraftig nedbringelse af deres udslip.
Desværre er der ikke meget grundlag for optimisme. Danmarks statsminister har mægtige folk i sit bagland, der fastholder, at det alt sammen er vildt overdrevet. Statsfinansierede Bjørn Lomborg, der nu får hele verden i tale, insisterer fortsat på, at alverdens miljøeksperter tager helt fejl. Og rigtig mange interesser trækker i den modsatte retning. Så man kan frygte, at konferencen ender som “Floppenhagen”.
I så fald bliver det i første række verdens fattige, der kommer til at betale prisen her og nu - og i anden række vores børn, børne- og oldebørn.
http://www.information.dk/217775
Bombardier går glip af stor ordre Sunday, 29. Nov 2009
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, CommentsMan kan jo godt undre sig over, at DSB har besluttet sig for at lade den italienske virksomhed Ansaldobreda stå for leveringen af computersystemet til de nye IC4-tog.
Bombardier i Randers var klar til at påtage sig opgaven, men DSB synes åbenbart, at Ansaldobreda skal have endnu en chance på trods af massive forsinkelser i leveringen af IC4-togene.
Det synes jeg absolut ikke er tilfredsstillende. Og for Randers betyder det meget, at en af de store arbejdspladser går glip af en ordre til 33 mio. kr.
Ytrings- og forsamlingsfriheden trådt under fode Thursday, 26. Nov 2009
Skrevet af jettemoller under demokrati, forsamlingsfrihed, klimatruslen, ytringsfrihed, CommentsSå vedtog VC-regeringen den såkaldte “lømmelpakke” sammen med Dansk Folkeparti. Hvilket genialt navn - fuldstændig som når man omdøber Udlændingestyrelsen til “Udlændingeservice”, Socialministeriet til “Velfærdsministeriet” og sygesikringskortet til “sundhedsbeviset”.
For hvem vil ikke gerne give mulighed for at gribe ind over for molotov-cocktail- og WC-kastende lømler?
Desværre er det ikke kun den slags lømler, der rammes af “pakken” (en lille før-julegave?). Den risikerer at ramme anstændige borgere, både danske og udenlandske, der ønsker at gøre verdens ledere begribeligt, hvor vigtigt det er, at man når frem til en bindende aftale ved klima-topmødet i København i december.
Og særligt risikabelt bliver det for indvandrere, der ikke har fået dansk statsborgerskab - enten fordi de ikke har kunnet få det pga. diverse snedige “danskheds-tests”, eller fordi de ikke kan - eller vil - opgive deres oprindelige statsborgerskab og derfor ikke kan få dansk statsborgerskab (Ud af Europas 46 lande accepterer de 38 dobbelt statsborgerskab, men Danmark gør ikke).
Demonstranter skal nemlig kunne udvises, for her i landet er man “gæst, uanset om man har været her en uge eller i 5 år” ifølge Venstres udlændingeordfører Carsten Lauritzen her til morgen. Eller 20 år eller 40 år??
Ifølge grundloven har vi forsamlingsfrihed og ytringsfrihed i Danmark - men den nye lov forsøger at knægte disse rettigheder. Knivloven slap man ikke så godt fra, men alligevel fortsætter man kursen helt ufortrødent.
For “lømmelloven” vil gælde for alle andre demonstrationer også. Mahatma Gandhi opfordrede til “civil ulydighed”, og Martin Luther King til “ikke-voldelig modstand”, hvis man ikke kunne råbe magthaverne op på andre måder. Den slags er nu kriminaliseret i Danmark.
Det har længe været tydeligt, at VC-regeringen og Dansk Folkeparti absolut ikke bryder sig om kritik, og nu gør de det krystalklart, at de er villige til at gå til yderligheder for at lukke munden på kritikere.
Selv “danske værdier” som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed lader man hånt om (eller på almindeligt dagligdags dansk: sk—- man på) :o(
Trådte baglandet i karakter eller i spinaten? Wednesday, 18. Nov 2009
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 1 CommentSiden mit indlæg om SF-borgmesterposten i Randers har SF’s nye, unge byrådsmedlem Kasper Fuhr desværre fået kolde fødder. Men det kan jeg nu også rigtig nemt forstå, for ikke kun vælgere, men også hans bagland overfaldt ham fra alle sider.
En betingelse for, at det repræsentative demokrati kan fungere, er at man har en grundlæggende tillid til dem, man vælger ind. Og at man som et minimum lytter til deres begrundelser, før man vender dem ryggen eller overfalder dem
Politisk analyse af kommunalvalget i Randers Kommune Wednesday, 18. Nov 2009
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 9 CommentsKommunalpolitik er en beskidt branche ind imellem, og det kan være svært for vælgerne at gennemskue, hvad der foregår på valgnatten, som også kaldes ”De lange knives nat”.
Det var noget af en overraskelse, at SF fik borgmesterposten i Randers. Men ikke, at det blev med borgerlige stemmer. Erfaringen har vist, at det er SF’s eneste mulighed for at få en borgmesterpost.
Til gengæld vil jeg tage for givet, at det ikke bliver de borgerlige, som SF kommer til at samarbejde med, når det bliver dagligdag, og Socialdemokraterne kommer sig over chokket. For hvis valgløfterne til vælgerne skal opfyldes, kan det kun ske gennem et tæt samarbejde med Socialdemokraterne og så enten Beboerlisten eller De Radikale.
SF kom til at sidde i en ønskeposition i nat, hvor de kunne konstituere sig med de borgerlige og vil have flertal sammen med S og så enten R eller Beboerlisten. Det er vigtigt, at man ikke er 100 % afhængig af Beboerlisten og De Radikale, men kun behøver en af dem.
Og så handler det i øvrigt om Erik Poulsens og hans politiske baglands politiske tæft. At Dansk Folkeparti har fået 1. viceborgmesterposten, kan der ikke ske meget skade ved, for 1. viceborgmesteren er kun en kransekagefigur uden politisk betydning. Og man skal lægge mærke til, at de andre røde partier får tilbudt formandsposterne i Socialudvalget og Børn- og Skoleudvalget. Det er dog en meget usædvanlig gestus!
Som tidligere mindretalsformand ved jeg, at reelt har udvalgsformændene ingen politisk magt, for deres adgang til forvaltningen går ifølge Den kommunale Styrelseslov igennem Borgmesteren. Derfor har det ikke nødvendigvis nogen betydning, hvem der sidder på formandsposterne (hvis man ser bort fra de penge, det giver). Det handler om, hvem der samarbejder i det daglige.
Da jeg selv kom i byrådet i 1998, pegede jeg på Keld Hüttel som borgmester, og så snart jeg havde gjort det, fortsatte Socialdemokraterne deres mangeårige samarbejde med Venstre og De Konservative. Så selv om der var rødt flertal i Randers Byråd, blev der ikke ført rød politik.
Nu bliver det rigtig spændende at se, om Socialdemokraterne vil være fornærmede og spolere alt for den nye borgmester. Det vil de kunne så nemt som ingenting. Men de vil også kunne sikre et rødt samarbejde, der kan gennemføre den politik, de er gået til valg på.
Alle partier skylder deres vælgere at skaffe sig maksimal politisk indflydelse. Det har SF gjort ved at sikre sig borgmesterposten, nu må Socialdemokraterne så opfylde deres løfter til vælgerne ved at arbejde for at få gennemført det valgprogram, de har underskrevet sammen med Beboerlisten og SF.
100.000 kr for at skrubbe ad helvede til Monday, 9. Nov 2009
Skrevet af jettemoller under diskrimination, integrationspolitik, 8 CommentsJeg har for længst set i øjnene, at bunden ganske enkelt ikke kan nås med Dansk Folkeparti som regeringens skødepitbull. Men jeg forbavses til stadighed over deres hittepåsomhed med hensyn til at genere vores indvandrere mest muligt.
100.000 kr. til indvandrere, som er uintegrerbare, hvis bare de vil skrubbe hjem til sig selv??
Gad vide, hvordan de vil definere “uintegrerbare” indvandrere?? Dem, der ikke stemmer på Dansk Folkeparti eller subsidiært regeringspartierne? Dem, der ikke har lært vores milde modersmål?? Dem, der ikke kan få deres unger til at synes, at Danmark er sådan et vidunderligt land??? Eller måske er det nok slet og ret at være muslim?
Måske kommer de 2. generations indvandrere, der har taget lange (og dyre) danske uddannelser også ind under gruppen, der kan få 100.000 kr for at skrubbe ad helvede til? I så fald er ikke kun et usædvanligt grovkornet forslag, men også ualmindeligt dumt. For vi har altså rigtig mange, der har taget lange uddannelser, men føler sig så uglesete, at de har lyst til at forlade deres fødeland og skabe sig en tilværelse et andet sted.
Og det har Danmark ikke råd til.
Under alle omstændigheder synes dette forslags vigtigste formål at være at genere vores indvandrere og deres børn så meget, man kan.
Hvis man vil integrere folk, må man åbne armene og ikke stå og pege fingre ad dem. Det ved Dansk Folkeparti udmærket, men hvis de åbnede armene, ville de være færdige som parti - så de opfinder konstant nye måder at chikanere vores indvandrere på. Og man må medgive dem, at de er overraskende opfindsomme.
Asocial straffeforanstaltning Wednesday, 4. Nov 2009
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 4 CommentsSå blev der enighed om at lave børnechecken til 15-17-åriges forældre om til en ungdomsydelse, som man kan fjerne, hvis børnene ikke er i uddannelse. Socialdemokraterne og de Radikale stemmer godt nok ikke for, men de accpeterer, at man fremover kan fjerne pengene fra de nogle af familier, der har mest behov for dem.
Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der lægger stemmer til, men det er revnende ligegyldigt for de familier, det vil gå ud over.
Langt de fleste vil være familier, der har nok at døje med i forvejen, fordi deres store unger ikke kan finde sig til rette i det danske uddannelsessystem. Nu vil man så oven i købet staffe dem ved at gøre familiens økonomi endnu dårligere.
Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de Radikale vil så gerne fremstå som de svages beskyttere. Men nu tages der fra de svage til gengæld for, at de, der er i uddannelse, ikke får forringet deres vilkår, som regeringen først havde planlagt. Hvor meget mening giver det?
Grundtanken synes at være, at hvis man ikke går i skole, er det, fordi man er doven og ugidelig og ens forældre ligeglade. Og hvis man så straffer forældrener økonomisk, vil de til gengæld tvinge børnene i uddannelse.
Man kan tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at æde. Og man får intet ud af at drive unge i skole mod deres vilje. Jo, mere uro i klasserne, flere umotiverede elever og mere pres på lærerne, der tit synes, de er rigeligt pressede i forvejen.
Det er helt andre ting, der skal til, hvis vi skal forhindre unge i at droppe ud. For når de dropper ud, skyldes det stort set altid problemer i deres liv, som kun vil blive værre af, at der lægges økonomisk pres på forældrene.
Regeringens målsætning om 95% unge, der får en ungdomsuddannelse, bevæger vi os i forvejen længere og længere væk fra. Nu sikrer man så, at det går helt galt. :o(


