Fiflerier med tal og rapporter Thursday, 31. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under EU, miljø, politik, CommentsI den internationale miljørapport, der lige er blevet offentliggjort, er forskernes advarsler omkring olieudvinding i arktiske områder blevet taget ud. Angiveligt, fordi USA og Sverige stadig overvejer. Øøøh?
Og da EU besluttede, at andelen af grøn energi skulle op på 20% i 2020, lå EU-gennemsnittet på 6,38%. Så der var jo godt nok meget langt til målet. Men nu har man pludselig afkortet vejen ved at ændre dette gennemsnit til 8,5%. Fordi det skulle være bedre at tale om nettoenergiforbrug end bruttoenergiforbrug.
Men ups! En eller anden har helt glemt at forhøje de 20% tilsvarende, så de også blev udtrykt som netto- og ikke bruttoenergiforbrug. Hvor bekvemt!
Så måske skal vi trøste os med, at det ikke kun er vores regering, der redigerer (Læs: censurerer) i miljøforskernes rapporter, for det gør man sandelig også udenlands?? :o(
Claus Hjorth Frederiksen får en over næsen :o)) Friday, 25. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 2 CommentsNu har Ankestyrelsen slået fast, at kommunerne har overtrådt loven, når de har forlangt 300-timers reglen overholdt af kontanthjælpsmodtagere, hvis ægtefælle var i arbejde. Og at Hjorth Frederiksens anbefaling af denne praksis var ulovlig.
Så Randers Kommune har altså beviseligt brudt loven ved de tolv ægtepar, som jeg skrev om den 11. november. Ankestyrelsen har nemlig afgjort, at en kvinde, hvis mand var i arbejde, ikke skulle opfylde kravet om 300 timers arbejde inden for de sidste to år - og at hun skal have kontanthjælp med tilbagevirkende kraft til 1. juni.
Så kommunerne kan godt komme til lommerne!
Smeltevand Thursday, 24. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, asylpolitik, politik, 2 CommentsAk, ja!
Den is, jeg troede, Ny Alliance havde i maven, var åbenbart kun istapper på tænderne. Og de er væk efter den hede omfavnelse, Ny Alliance lod sig vikle ind i ved afstemningen i dag.
Men de risikerer da at drukne i smeltevandet!
Is i maven Thursday, 24. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, asylpolitik, børn, politik, 1 CommentSå viste Ny Alliance endelig, at de har deres berettigelse i Folketinget. Jeg tror, vi var mange, der regnede med, at de ville falde til patten og agere det flertal, regeringen skulle bruge - også selv om Pia Kjærsgaard ikke vil give sig en millimeter.
Men de holder fast og spiller højt spil. Hvis der bliver udskrevet valg, er Ny Alliance færdige. På den anden side er Anders Fogh nu nok heller ikke så vild med et valg lige nu. Hans “kontraktpolitik” med vælgerne er da gået helt i kage for ham siden valget , og han har brudt det ene valgkampsløfte efter det andet. Det tror jeg ikke, han er så vild med at skulle stå til regnskab for lige nu.
Men Fogh skal nok til at overveje, om ikke han er nødt til at bryde forlovelsen med Pia Kjærsgaard. For hun vil kæmpe med næb og negle imod det brede flertal, som Fogh lovede vælgerne. Og vil han operere med et bredt flertal, skal han altså ind på midten.
Det kunne faktisk blive rigtigt interessant. Men også svært, for der vil han ikke kunne nøjes med at smide en luns forringelser for dem-der-I-ved-nok-med-de-mærkelige-navne, når han vil have noget vedtaget. Så skal han til at gøre indrømmelser, og det er jeg faktisk ikke sikker på, han er videre god til.
Truslerne tager til Tuesday, 22. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, asylpolitik, politik, CommentsNå, nu truer Anders Fogh Rasmussen også. Han truer til gengæld ikke Pia Christmas Møller, men Ny Alliance, der også ryger ud, hvis der bliver valg nu.
Bent Bendtsen truer Pia Christmas Møller - der straks har meldt sig ud af det Konservative Folkeparti - og Dansk Folkepartis Thulesen Dahl truer grønlænederne.
Det må da kaldes et sandt drama. Alle er fornærmede over, at de ikke i fred og ro kan indgå mindretalsforlig.
Trusler fyger gennem luften Tuesday, 22. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, politik, 3 CommentsNu truer Dansk Folkeparti og Henriette Kjær med valg. De er rasende over, at de ikke bare kan få lov til at lave så smalle forlig som Asylforliget (dvs. mindretalsforlig) uden at blive chikaneret.
Af Pia Christmas Møller, der har den frækhed ikke bare at holde sin kæft! Og af grønlænderne, der tillader sig at blande sig!
Det gør grønlænderne principielt ikke i indre danske anliggender, men ingen kan vel i ramme alvor kalde de afviste asylansøgere et indre dansk anliggende! Nåja, altså bortset fra Dansk Folkeparti, der nu slynger om sig med trusler mod grønlænderne, mens Henriette Kjær skælder ud på Christmas Møller.
Pia Christmas Møller er vel træt af, at Dansk Folkeparti skal bestemme alt, og ingen finder det nødvendigt at spørge hende. Og grønlænderne vil vel bare ikke se tavst til, mens de afviste asylansøgere og deres børn går i opløsning.
Men hvis der bliver valg nu, ryger Pia Christmas Møller ud af Folketinget! Så nu må vi se, om hun har is i maven.
Det tror jeg personligt på, at hun har! :o)
Ræven vogter gæs Saturday, 19. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, anbringelser af børn, kommuner, CommentsNu kom det så frem, at kommunerne vælger de billigste tilbud og ikke de bedste, når de skal anbringe børn uden for hjemmet. Det er simpelthen en katastrofe for de unger, at man har lagt både økonomien og ansvaret ud til kommunerne. Før i tiden, da man fik refusion fra amterne, tog man faglige beslutninger. I dag tager man beslutninger ud fra økonomiske hensyn. Og de mest skrøbelige af Danmarks børn betaler prisen.
Det gør de bl.a., fordi der ikke er nogen til at råbe op på deres vegne. Derfor er det så dejligt at se, at René Dip fra Aqua tør stå frem og fortælle, at han var et af dem. Det giver dem et håb midt i alle de dårlige statistikker, der fortæller, at børn, der anbringes uden for hjemmet, alt for ofte får en kummerlig tilværelse.
Afrika set fra skrivebordet Tuesday, 15. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, politik, ulandsbistand, 2 Comments
Det er dog fantastisk at høre, hvordan en professor ved at jonglere med diverse tal og statistikker kan konkludere, at når der ikke er kommet vækst i Afrika, så er der ikke sket fremskridt, og dermed har dansk udviklingsbistand ingen effekt haft.
Først og fremmest drager professor Martin Paldam sine konklusioner ud fra en holdning til udviklingslandene, der hører fortiden til (Gudskelov!). Fra dengang vi hvide ville udvikle Afrika. Det forsøgte vi så ved at drage derned, kigge os omkring og beslutte, hvad vi mente, afrikanerne havde brug for.
Med i vores beslutning var altid, om det nu kunne produceres af vores egne virksomheder, så vi samtidig ydede erhvervsstøtte hjemme. To fluer med et smæk, som man siger.
Desværre delte afrikanerne ikke altid vores opfattelse af, hvad det var, de havde brug for, så det, vi “forærede” dem (ofte i form af lån), viste sig uvægerligt somme tider at være hvide elefanter.
I dag har vi omsider indset, at vi ikke kan udvikle Afrika. Det kan kun afrikanerne. Så nu støtter vi dem med ressourcer og råd (som de kan følge, hvis de kan bruge dem til noget).
Når professor Paldam nu fra sit skrivebord kan konkludere, at det hele intet har nyttet, skyldes det for det første, at han intet kender til den virkelighed, som afrikanerne lever - og dør - i. og for det andet, at han glemmer, at andre faktorer spiller ind på den manglende vækst i Afrika.
En meget vigtig faktor er den rige verdens holdning til handel med Afrika, og så længe vi f.eks. fortsætter med at beskytte vores egen produktion på bekostning af Afrikas, så bliver det ikke anderledes. :o(
Direkte hjælp til folk i Kenya? Sunday, 13. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, ulandsbistand, CommentsVil du støtte folk i Kenya direkte, så se på www.hjaelp-kenya.dk
Jeg har lige modtaget en mail fra Mette Heise, der befinder sig i det uroplagede Kenya sammen med sin familie. Vil du gerne give penge, som du er sikker på går direkte til folk i nød, så læs her:
“Kære alle!
Som de fleste af jer ved, så har der de sidste uger været voldsomme uroligheder i Kenya, hvilket har ført til knap 1000 døde og mere end 300.000 internt fordrevne mennesker.Eftersom vi jo bor i Nairobi, har vi kunne følge det hele på nærmeste hold. Morten arbejder hos en fredsorganisation, hvor forfærdelige historier tikkede ind om død og ødelæggelse.I stedet for blot at sidde og kigge på har jeg taget initiativet og oprettet hjemmeside www.hjaelp-kenya.dkJeg håber er at kunne samle penge ind til at hjælpe folk med at få sig en simpel indkomst. Det være sig en ny cykel, symaskine mv. Jeg kan ikke redde alle, men hjælper vi bare 5 personer, så er det 5 familier der kan starte på en frisk.
Kig forbi hjemmesiden, og jeg er jo uddannet indenfor regnskab, så jeg lover at pengene skal blive brugt fornuftigt.
Send gerne denne mail videre til andre jo flere jo bedre.
På forhånd tak!
Mette “
Læs mere om Mette Heise og hendes familie på www.familienheise.dk
København tisser i bukserne for at holde varmen Wednesday, 9. Jan 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, anbringelser af børn, børn, kommuner, politik, 1 CommentNu sparer man igen et af de steder, hvor der ikke er nogen til at protestere. Københavns Kommune vil allerede fra i år skære ned på den forebyggende indsats over for udsatte børn og unge og spare 20-25 mio. Ja, det kan godt ske, at der ikke er nogen til at råbe op, når politikerne skærer ned på forebyggelse - og det er jo netop derfor, de så ofte gør det - men det er og bliver som at tisse i bukserne for at holde varmen en frostklar vinterdag.
Begrundelsen er, at man vanskeligt kan spare på anbringelser af børn, og det må jeg give dem ret i. Det er simpelthen den mest svinske sparemetode, når man - som Randers Kommune, mens jeg sad i byrådet - flytter børnene til noget billigere og endnu engang flår dem op med rode (Hvis det er lykkedes dem at slå noget, der ligner rødder, er det tit første gang i deres liv).
Men det kan sgu heller ikke nytte, at vi skærer på forebyggelse, for det er jo netop den eneste mulighed, vi har for på sigt at formindske de tårnhøje udgifter, vi i dag har på anbringelser af børn uden for hjemmet.
Det er også her, man forsøger at sætte ind for at forhindre, at mange flere børn og unge kommer ud i en kriminel løbebane. København agter også at spare på ordningerne med kontaktpersoner, der yder en uvurderlig støtte, og aflastningsfamilier, hvor noget af presset tages af familierne (og børnene), og fx også familiebehandling, hvor man i stedet for at fjerne barnet forsøger at hjælpe hele familien til at komme til at fungere.
På de områder har vi simpelthen ikke råd til at spare! Det bliver alt for dyrt i det lange løb!
