URBANblog
jump to navigation

Præmiering af tvangsanbringelser? Saturday, 15. Mar 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, anbringelser af børn, kommuner, 7 Comments

Mette Frederiksn (S) vil præmiere kommunerne for hurtige tvangsanbringelser. Gyyys! Når man ser på, hvordan kommunerne reagerer i forold til økonomiske gulerødder og piske, kan den tanke få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

I øjeblikket har man givet kommunerne både økonomien og ansvaret for anbringelser af børn uden for hjemmet. Og det virker efter hensigten (Regeringens altså!): Kommunerne holder igen med anbringelser og vælger de billigste foranstaltninger, hvis de er nødt til at anbringe - uden at skele til kvaliteten, ser det ud til (ifølge undersøgelser).

For at få økonomien til at hænge sammen på andre områder, sparer kommunerne her. Så man har sat en sulten ræv til at vogte gæs.

Men det er ikke nogen løsning at begynde at præmiere hurtige tvangsanbringelser. For den sultne ræv vil straks reagere.

I øjeblikket sker der faktisk ikke ret mange tvangsanbringelser. I langt de fleste tilfælde er der tale om frivillige anbringelser. Ja, altså sådan at forstå, at man vældig ofte truer forældrene med tvangsanbringelse, hvis de ikke går med til en frivillig aftale. Og det gør de så.

Nu vil Socialdemokraterne så pudse den sultne ræv på udsatte familier meget tidligt i forløbet - men kun give den præmien, hvis en frivillig ordning erstattes af en tvangsfjernelse. Kan I se tegningen?

Nej, vi skal ikke præmiere kommunerne for at tvangsanbringe. Eller - som nu - for at lade være at anbringe eller vælge efter prisen frem for kvalititeten.

Vi skal have et refusionssystem, der sikrer, at det bliver faglige hensyn og ikke økonomiske, der afgør, om et barn skal anbringes - og hvor og hvordan det skal anbringes!

Verdens kvinder Saturday, 8. Mar 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, Comments

2005_1221zambia__10024_001.jpg  2005_1221zambia__10154_001.jpg
I dag er det kvindernes internationale dag, og jeg tænker på alle mine medsøstre verden over, der kæmper en daglig kamp for at forsørge sig selv og deres børn, fordi deres mænd er døde eller har forladt dem, eller fordi de har været nødt til at forlade manden. Og jeg tænker på alle verdens fattige kvinder, der knokler døgnet rundt, året rundt - det er altid kvinderne, der kæmper mest for at holde sammen på familien. Jeg tænker på alle de søstre, der har ikke andet at sælge end deres krop. Og jeg tænker på de kvinder, der måske får chancen for at komme til det forjættede Europa for at tjene penge til familien derhjemme.

Respekt, søstre!

Og medfølelse…

Åbent brev til Pia Kjærsgaard Thursday, 6. Mar 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, 1 Comment

Jyllands Posten 5. marts 2008
Når Dansk Folkeparti vil have Hizb-ut-Tahrir forbudt, mener jeg, at du, Pia Kjærsgaard, som partiets leder skylder de danske vælgere at forklare, hvorfor I ikke også vil have nynazisterne forbudt.

Deres erklærede mål er også at afskaffe det danske demokrati - til fordel for et nationalsocialistisk diktatur for racerene danskere.

Vores nabo Tyskland har en gammel tradition for konsekvent at forbyde anti-demokratiske organisationer på både højre- og venstrefløjen. Men deres nazister nøjes ikke med at demonstrere hadefuldt med hagekors og støvletramp - tyske nynazister slår folk ihjel på grund af deres hudfarve. Og i halvfjerdserne havde Tyskland terroristceller, der rystede selve den tyske stats fundament.

Så når organisationer som f.eks. nynazisterne er tilladt i Danmark, er det jo hverken, fordi vi synes, de er helt okay, eller fordi vi ikke kan forbyde dem. Det er, fordi vi tror på, at forbud kun vil skabe en radikalisering og forværre situationen.

Hizb-ut-Tahrir og Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse er to alen ud af samme dårlige stykke. Men ligesom demokrati ikke kan gradbøjes, så kan diktatur heller ikke.

Vi er derfor mange, Pia Kjærsgaard, der venter i åndeløs spænding på, at du forklarer den danske befolkning, hvorfor nynazisterne skulle være bedre end Hizb-ut-Tahrir.

Et slag imod ytringsfriheden Tuesday, 4. Mar 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, muslimer, politik, ytringsfrihed, Comments

Da Jyllandsposten publicerede 12 bestillingsarbejder, var det ikke, fordi avisen selv havde nogen holdning, den ønskede at ytre. Den ville bare prøve at udsætte vores egne muslimer for “hån, spot og latterliggørelse” for lige at se, hvordan de tog det.

Det er i dag ingen tvivl om, at Rose selv troede, det handlede om ytringsfrihed, og han glemte vel bare i farten, at Jyllandsposten er en international avis.

Vores mest læste dagblade genoptrykte også den mest provokerende tegning i ytringsfrihedens navn.

Men er det andres liv og lemmer værd? Er det prisen værd?

De mennesker, hvis liv og lemmer er mest på spil, er jo slet ikke chef- eller kulturredaktørerne, men derimod tegnerne - specielt Jyllandspostens personlige lønslave, der tegnede den genoptrykte tegning - og så alle de danske soldater, der er udstationeret i muslimske lande.

Og hvad har det hele betydet for Danmarks kamp for “vestlige værdier”, som danske soldater risikerer - og ofrer - deres liv for?

At et foruroligende antal muslimer rundt omkring i verden nu ser ytringsfrihed som noget negativt, der skal bekæmpes med alle midler!  Og det passer uden tvivl deres regimer gevaldigt. Så Jyllandspostens slag for ytringsfriheden kan godt minde om en boomerang, der ramte ytringsfriheden i solar plexus.

Nu har vi nemlig “Den dumme sten” i Berlin, der slås i hartkorn med karikatur-tegningerne af den hellige profet. Men plakaten er faktisk et led i nogle kunstneres forsøg på at ytre sig - at give udtryk for vaskeægte, dybtfølte holdninger, der ikke er konstrueret på bestilling. Så her er  ytringsfriheden virkelig kommet under angreb og har brug for at blive forsvaret.

Det spørgsmål, vi aldrig får besvaret, er, om vrede muslimer også ville have angrebet museet før Muhammed-tegningerne.