URBANblog
jump to navigation

Lobbyisme er ikke kun for private virksomheder Monday, 26. Oct 2009

Skrevet af jettemoller under fagbevægelsen, Comments

Det er med nogen undren, jeg hører, at FOA’s formand nu også kaster sig over LO’s aftale med venstrefløjen op til kommunalvalget. Jeg ville da ellers mene, at netop FOA’s medlemmer kunne nyde godt af en sådan aftale.

Argumentet er, at LO’s medlemmer stemmer på mange andre partier. Jo tak, men LO skal sådan set kun interessere sig for deres arbejdsliv. Og ser man på partiernes valgprogrammer, vil man bemærke, at det er venstrefløjen og S, der interesserer sig for arbejdstagernes løn-og arbejdsforhold.

Det er os, der vil have bedre sikring af arbejdstagernes forhold bl. a. ved at kræve flere voksne i daginstitutionerne. For børnenes skyld, men det er også i pædagogernes interesse. Det er os, der vil have flere lærere i de små klasser og klasser af rimelige størrelser. For børnenes skyld, men det vil samtidig forbedre lærernes forhold. Det er os, der vil have bedre løn- og arbejdsforhold på fx plejehjemmene. For de ældres skyld, men det vil også give personalet anstændige arbejdsforhold.

Sådan kunne jeg blive ved. Lobbyisme kaldes det, når LO støtter de partier, der vil forbedre deres medlemmers forhold. Det skal ikke kun være private virksomheder, der driver lobbyisme. Det er også fagbevægelsens opgave. De skal sikre så gode forhold for deres medlemmer som muligt. Og det gør de bedst ved at støtte dem, der vil arbejde for netop det.

Og så skal de vel ikke klandres for, at de gør det åbent - i modsætning til det private erhvervsliv, der giver mange, mange flere millioner til de borgerlige partier.

Koncentrationslejre i Sri lanka Sunday, 11. Oct 2009

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, Comments

Næsten 300.000 tamiler holdes fortsat indespærret i lejre af Sri Lankas regering næsten 5 måneder efter, at De tamilske Tigre opgav kampen. Mellem 30 og 50 mennesker “forsvinder” dagligt fra lejrene. De bliver afhentet og vender ikke tilbage.

Læs mere: http://www.tamilnet.com/art.html?catid=1… http://www.tamilnet.com/art.html?catid=1…

Gammel nok til spjældet, men alt for ung til en cigaret? Thursday, 8. Oct 2009

Skrevet af jettemoller under Kriminel lavalder, børn, 2 Comments

Dansk Folkeparti vil have den kriminelle lavalder sat ned til 12 år. For kort tid siden ville Venstres retsordfører Kim Andersen have den helt fjernet - så tænkte han sig rigtig godt om (eller blev banket på plads?), og så var der pludselig ingen grund til at ændre den. Nu vil regeringen så have den kriminelle lavalder ned på 14 år i et krampagtigt forsøg på at stille lidt af Dansk Folkepartis blodtørst.

Men det giver altså ingen mening. Vi har en seksuel lavalder på 15 år, fordi vi ikke mener, de unge er voksne nok til at overskue deres handlinger før.

De kan ikke købe alkohol i butikkerne, før de er 16 år. Og for at det ikke skal være løgn, kan de først købe cigaretter, når de bliver 18.

Men nu vil man altså have mulighed for at straffe børn som kriminelle, når de er 14 år - og hvis Dansk Folkeparti kunne få deres vilje, allerede fra 12-års alderen.

Det er simpelthen for langt ude. At man skal kunne ryge i spjældet som 12- eller 14-årig, men først må have samleje som 15-årig, købe sprut som 16-årig og skal være juridisk myndig for at købe en cigaret.

Så tag jer dog sammen, I, folkets repræsentanter, og lad være med at stå der med hovedet under armen!

Så kan de lære det! (???) Tuesday, 6. Oct 2009

Skrevet af jettemoller under restgruppen, uddannelse, ulighed, Comments

Det var dog fantastisk!

Regeringen har længe haft en målsætning om, at 95 % skal færdiggøre en ungdomsuddannelse. Og siden er det bare gået den forkerte vej med en stadig voksende “restgruppe” - som man så fikst kalder de unge, der aldrig får en ungdomsuddannelse.

Nu skærer man så på uddannelser - på et tidspunkt, hvor Danmark mere end nogensinde har brug for en veluddannet arbejdsstyrke for at kunne konkurrere med det udvidede EU og med verden i det hele taget. På ungdomsuddannelserne vil man alene på edb spare over 250 mio. kr. og 324 mio. kr. på administration.

Jeg arbejder selv på Højere Handelseksamen (HHX), der er den gymnasieuddannelse, som tiltrækker flest fra familier uden tradition for gymnasieuddannelse. Og der er ingen tvivl om, at det ville give meget mere mening at afsætte ressourcer til at forsøge at fastholde de alt for mange unge, der dropper ud, fx gennem mentorordninger.

Nu har vores statsminister så fundet løsningen! I sin åbningstale til Folketinget bebuder han, at man vil lave børnechecken om til en ungdomsydelse for 15-18-aarige - for så at inddrage den for unge, der ikke er i gang med noget.

Flot!

For det første er børnechecken ikke til børnene, men forældrene. For det andet vil langt de fleste, der bliver ramt, være familier, der har rigeligt at døje med i forvejen.

Kan denne regeringen virkelig ikke andet end at forsøge at piske og straffe sig ud af problemerne?

Er den virkelig nødt til at opleve i virkeligheden, at det kun gør ondt værre???? :o(