URBANblog
jump to navigation

Tyrkiet bevæger sig den forkerte vej Thursday, 7. Jan 2010

Skrevet af jettemoller under EU, Tyrkiet, demokrati, 4 Comments
Det virkede ellers, som om Tyrkiet begyndte at gøre sig umage i forhold til dets mindretal - ikke nødvendigvis for deres skyld, men for at gøre sig egnet til optagelse i EU.

Men i december forbød forfatningsdomstolen så DTP, det Demokratiske Samfundsparti, og gav samtidig en række fremtrædende kurdiske politikere fem års politisk karantæne, heriblandt fem borgmestre. Masseanholdelser i forbindelse med protestdemonstrationer omfattede en kendt menneskerettighedsforkæmper, og desuden blev også børn anholdt.

Det hjælper ikke meget, at Tyrkiet kommer med demokratiske initiativer for at blive stuerent, hvis forfatningsdomstolen forbyder demokratiske partier, og politiet foretager razziaer og arresterer aktive kurdiske politikere og debattører, som det skete juleaftensdag.

Tyrkiet kan ikke af lukke de muligheder, kurderne har for at deltage i det demokratiske liv, forbyde kurdiske toppolitikere og samfundsdebattører at deltage i den politiske debat og være politisk aktive i politik de næste fem år - og så regne med at have nogen som helst chance for at blive medlem af EU. :o(

Ytrings- og forsamlingsfriheden trådt under fode Thursday, 26. Nov 2009

Skrevet af jettemoller under demokrati, forsamlingsfrihed, klimatruslen, ytringsfrihed, Comments

Så vedtog VC-regeringen den såkaldte “lømmelpakke” sammen med Dansk Folkeparti. Hvilket genialt navn - fuldstændig som når man omdøber Udlændingestyrelsen til “Udlændingeservice”, Socialministeriet til “Velfærdsministeriet” og sygesikringskortet til “sundhedsbeviset”.

For hvem vil ikke gerne give mulighed for at gribe ind over for molotov-cocktail- og WC-kastende lømler?

Desværre er det ikke kun den slags lømler, der rammes af “pakken” (en lille før-julegave?). Den risikerer at ramme anstændige borgere, både danske og udenlandske, der ønsker at gøre verdens ledere begribeligt, hvor vigtigt det er, at man når frem til en bindende aftale ved klima-topmødet i København i december.

Og særligt risikabelt bliver det for indvandrere, der ikke har fået dansk statsborgerskab - enten fordi de ikke har kunnet få det pga. diverse snedige “danskheds-tests”, eller fordi de ikke kan - eller vil - opgive deres oprindelige statsborgerskab og derfor ikke kan få dansk statsborgerskab (Ud af Europas 46 lande accepterer de 38 dobbelt statsborgerskab, men Danmark gør ikke).

Demonstranter skal nemlig kunne udvises, for her i landet er man “gæst, uanset om man har været her en uge eller i 5 år” ifølge Venstres udlændingeordfører Carsten Lauritzen her til morgen. Eller 20 år eller 40 år??

Ifølge grundloven har vi forsamlingsfrihed og ytringsfrihed i Danmark - men den nye lov forsøger at knægte disse rettigheder. Knivloven slap man ikke så godt fra, men alligevel fortsætter man kursen helt ufortrødent.

For “lømmelloven” vil gælde for alle andre demonstrationer også. Mahatma Gandhi opfordrede til “civil ulydighed”, og Martin Luther King til “ikke-voldelig modstand”, hvis man ikke kunne råbe magthaverne op på andre måder. Den slags er nu kriminaliseret i Danmark.

Det har længe været tydeligt, at VC-regeringen og Dansk Folkeparti absolut ikke bryder sig om kritik, og nu gør de det krystalklart, at de er villige til at gå til yderligheder for at lukke munden på kritikere.

Selv “danske værdier” som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed lader man hånt om (eller på almindeligt dagligdags dansk: sk—- man på) :o(

Fradragsberettigede smagsdommere Saturday, 25. Oct 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, smagsdommere, Comments

Til kamp mod smagsdommere! Det var et af regeringens valgparoler i 2001. Og så snart den kom til magten, begyndte den at nedlægge uafhængige råd og udvalg og oprettede så endnu flere, blot med egne folk.

Og nu er den borgerlige tænketank CEPOS så blevet fradragsberettiget. Tænk, at man kan trække smagsdommere fra i skat. Det er aldrig sket før i Danmark, at en politisk organisation er blevet godkendt som “almennyttig forening” på lige fod med Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Blindesamfund og Kræftens Bekæmpelse.

Men regeringen har selvfølgelig vist for længst, at den ikke holder sig for god til den slags. Det var slemt, da Bjørn Lomborg fik sit eget private miljøinstitut, så han kunne forsikre danskerne om, at al den snak om forurening og klimaforandringer var helt hen vejret.

Men godkendelsen af CEPOS som almennyttig forening er lige så slem, for så må regeringen jo mene, den kan tillade sig alt.

Regeringen giver forskere mundkurv på Saturday, 21. Jun 2008

Skrevet af jettemoller under demokrati, miljø, trafik, ytringsfrihed, 2 Comments

Regeringen har endnu en gang planer om at hæve fartgrænserne - denne gang på landeveje fra 80 km i timen til 90 km.

Det vil ikke kun betyde mere forurening og højere CO2-udslip. Det vil også betyde flere tilskadekomne og flere dræbte.

Det sidste er blevet fastslået i en rapport, men regeringen har forbudt forskerne at udgive deres resultater. For vi har nemlig en regering, der ikke er bleg for at knægte forskeres ytringsfrihed, hvis det, de finder frem til, går imod regeringens politik. Og danskerne har ikke godt af at få at vide, at dødsulykkerne er steget med 36% på de motorvejsstrækninger, hvor regeringen hævede fartgrænsen til 130 km/t.

Da informationsmaterialet om klimatruslen blev lavet, pyntede miljøministeren  også på forskernes arbejde og indføjede ting, som ingen dansk forskning understøtter, og fjernede afsnit, så det ikke lød helt så slemt.

Og den dag Fogh udskrev valg, fik Infrastrukturkommissionen besked på at gå hjem igen. De skulle vente med at offentliggøre deres anbefalinger vedr. fremtidens trafikpolitik til efter valget.

For ytringsfriheden er åbenbart kun vigtig for demokratiet, hvis det, der ytres, passer i regeringens kram.

Skam jer, I kvindeundertrykkere! Saturday, 26. Apr 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, diskrimination, religionsfrihed, Comments

Nu er der folketingsflertal for forbud mod dommere med tørklæder ifølge JP. Et er, at det vil være et brud på grundloven, der sikrer alle borgere religionsfrihed - også dommere. Men værre er, at man derved vil gå fundamentalistiske muslimers ærinde: Kvinderne hjem til kødgryderne!

Hvis det er muligt, vil man lade forbuddet omfatte alle, der arbejder på et vist niveau i retssalene: anklagere, myndighedspersoner som politifolk og sagsbehandlere og sågar lægdommere.

Dermed afskærer man kvinder, der har valgt at gå med tørklæde i det offentlige rum, fra at arbejde i en række specifikke fag. Glasklar diskrimination!

Begrundelsen var vist oprindeligt, at tørklædet er undertrykkende. Men hvis en kvinde med tørklæde har læst i mange år og opnået så meget anseelse inden for sit felt, at hun bliver tilbudt et job som dommer eller anklager, så vil ingen ved sine sansers fulde brug vel påstå, at hun går med tørklæde, fordi hendes far eller mand siger det.

I bl.a. Storbritannien bærer dommere og advokater en koket hvid paryk, så det kan være rigtig svært at finde en saglig begrundelse for et tørklædeforbud. Og nøjagtig ligesom McDonald’s har tørklæder som en del af deres uniform, så kan et mørkt tørklæde også nemt være en (frivillig) del af uniformerne i retssalene.

Så forbudet kan kun betyde en ting: Man vil have muslimske kvinder, der bruger tørklæde, sendt ud af det offentlige rum - fuldstændig som islamisterne. Hvis det ikke er kvindeundertrykkende, hvad er så??

Et slag imod ytringsfriheden Tuesday, 4. Mar 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, muslimer, politik, ytringsfrihed, Comments

Da Jyllandsposten publicerede 12 bestillingsarbejder, var det ikke, fordi avisen selv havde nogen holdning, den ønskede at ytre. Den ville bare prøve at udsætte vores egne muslimer for “hån, spot og latterliggørelse” for lige at se, hvordan de tog det.

Det er i dag ingen tvivl om, at Rose selv troede, det handlede om ytringsfrihed, og han glemte vel bare i farten, at Jyllandsposten er en international avis.

Vores mest læste dagblade genoptrykte også den mest provokerende tegning i ytringsfrihedens navn.

Men er det andres liv og lemmer værd? Er det prisen værd?

De mennesker, hvis liv og lemmer er mest på spil, er jo slet ikke chef- eller kulturredaktørerne, men derimod tegnerne - specielt Jyllandspostens personlige lønslave, der tegnede den genoptrykte tegning - og så alle de danske soldater, der er udstationeret i muslimske lande.

Og hvad har det hele betydet for Danmarks kamp for “vestlige værdier”, som danske soldater risikerer - og ofrer - deres liv for?

At et foruroligende antal muslimer rundt omkring i verden nu ser ytringsfrihed som noget negativt, der skal bekæmpes med alle midler!  Og det passer uden tvivl deres regimer gevaldigt. Så Jyllandspostens slag for ytringsfriheden kan godt minde om en boomerang, der ramte ytringsfriheden i solar plexus.

Nu har vi nemlig “Den dumme sten” i Berlin, der slås i hartkorn med karikatur-tegningerne af den hellige profet. Men plakaten er faktisk et led i nogle kunstneres forsøg på at ytre sig - at give udtryk for vaskeægte, dybtfølte holdninger, der ikke er konstrueret på bestilling. Så her er  ytringsfriheden virkelig kommet under angreb og har brug for at blive forsvaret.

Det spørgsmål, vi aldrig får besvaret, er, om vrede muslimer også ville have angrebet museet før Muhammed-tegningerne.

Tilbage i smørhullet igen Thursday, 28. Feb 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, indvandrere, ytringsfrihed, Comments

indien_elefant_001.jpg
Det var noget af et chok at komme tilbage fra vinterferie i Indien (med kulderekord) og så opdage, at Danmark nærmest stod i flammer.

Vores mest læste aviser havde åbenbart valgt at genoptrykke den værste af Muhammed-karikaturtegningerne - måske for at checke, om det da virkelig kunne passe, at muslimer bliver så oprevet over en latterlig tegning, der angiveligt skulle vise Muhammed, men vel nærmest viser en inder med en bombe som turban. Og det passede sgu - stadigvæk!

Men det var vist ikke engang det, der havde fået unge 2. generationsdanskere til at tænde totalt af i Københavns-området. Det var åbenbart en hårdhændet anholdelse af en ældre, respekteret herre. I hvert fald ifølge Politiken og socialarbejdere i området (AER).

Jeg har i mange år sagt, at vi risikerede at ende med nogle vrede unge mænd med holdningen: “Hvis ikke vi må få lov til at komme ind i varmen, kan vi i hvert fald stå herude og kaste sten derind.”

Nu var de der, de vrede unge mænd, og det var ikke kun sten, de kastede med.

Pia Kjærsgaard må vride sig af fryd, og Søren Espersen er blevet så overmodig, at han truer med at formene Asmaa Abdol-Hamid adgang til Folketingets talerstol, hvis han får chancen. Grønlænderne har han jo allerede højrøstet meddelt, at de aldeles ikke tro, de har ret til at stemme i Folketinget, bare fordi de er medlemmer.

Men der går han nu galt i byen. Vores folketing er nemlig så rummeligt, at selv så yderliggående fanatikere som Søren Espersen og de to sorte fætre fra Seem (Jaja, rolig nu, jeg mener selvfølgelig ikke hudfarven!) har lov til både at mene noget (faktisk hvadsomhelst!) og at stemme. Og det er da mageløst!

Frygten for folket Wednesday, 12. Dec 2007

Skrevet af jettemoller under EU, Ukategoriseret, demokrati, politik, 4 Comments

Så besluttede Socialdemokraterne, at danskerne ikke skal spørges om, hvad de mener om Reformtraktaten. Og dermed er der flertal for, at den bare skal vedtages i Folketinget. Det synes jeg altså ikke er ret smart af Socialdemokraterne. Det er i hvert fald ikke noget, der giver stemmer! Men de tør åbenbart ikke spørge af frygt for at få et nej. 

Og regeringen har fået sine jurister til at konkludere, at der ikke er tale om afgivelse af suverænitet. Gad vide, om ministrene har været inde og rette i ekspertudtalelserne, som de plejer?? Det virker i alt fald besynderligt på mig, at selv om traktaten 62 steder går ind og erstatter vetoret med flertalsafgørelser, så kaldes det ikke suverænitetsafgivelse.  :o(

Kampen for demokratiet Thursday, 22. Nov 2007

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, krig, politik, 7 Comments

Hvad bliver der lige af regeringens kamp for demokratiske værdier, når det er en af “vennerne”, der viser sit hæslige diktaturs sande fjæs? En kvinde massevoldtages og idømmes 200 piskeslag og ½ års fængsel - fordi hun befandt sig i en bil med en mand, der ikke var familie!

USA meddeler, at man ikke vil blande sig. Og den danske regering forholder sig også tavs. For Saudi Arabien er en af vennerne.

Det samme var tilfældet, da Pakistans prsæident indførte undtagelsestilstand og arresterede oppositionspolitikere. For Pakistan er også en af vennerne.

Så demokrati er åbenbart kun noget, vi forlanger af fjenderne. Sadam Hussein skulle fjernes, så irakerne kunne befris for denne forfærdelige diktator.

I dag er alt kaos i Irak, og militserne skyder kvinder, der går for vestligt klædt! Og det er bliver sværere og sværere at tro på, at det ikke var olien, der var det virkelige motiv.