Eventyret om privathospitalerne Sunday, 7. Feb 2010
Skrevet af jettemoller under minimalstaten, sundhedsvæsnet, 3 Comments
Hvor genialt! Først opretter man regioner, der ikke kan opkræve skatter og derfor ingen indflydelse har på deres indtægter. Derpå tvinger sundhedsminister Løkke Rasmussen dem til at overbetale privathospitalerne (Kilde: Rigsrevisionen). Og når regionerne så bliver nødt til at skære ned på udgifterne ved at fyre folk – det er man nemlig, når man ikke kan øge sine indtægter – så truer statsminister Løkke Rasmussen med at nedlægge regionerne.
En hel fantastisk historie og samtidig en enestående svinestreg – over for danskere, der har brug for hospitalernes ydelser, fordi servicen nu bliver ringere - og over for de danske skatteydere, fordi der alene i 2007-08 blev betalt 137 mio. kr. for meget til privathospitalerne.
Det frie hospitalsvalg, som regeringen indførte i 2002, sikrede, at efterspørgslen efter privathospitalernes ydelser eksploderede. Alene i 2008 betalte det offentlige 1,2 milliarder kr. til behandlinger på privathospitaler.
Samtidig blev private sundhedsforsikringer gjort fradragsberettiget. Dengang i 2002 var der 50.000 af slagsen. I dag er der 1,7 millioner danskere, der har en privat sundhedsforsikring og dermed fortrinsret til operation på privathospital (iflg. Ugebrevet Mandag Morgen). Og læger og sygeplejersker flytter over i den private sektor i hobetal, fordi lønnen er meget bedre end den, det offentlige kan betale.
Se, det er historien om, hvordan man splitter sin befolkning op i A-borgere og B-borgere. Og hvordan man sikrer en stærk privat sektor og samtidig effektivt udsulter det offentlige sundhedsvæsen.
Fair forandring - Sundhedsudspil fra SF og S Tuesday, 25. Aug 2009
Skrevet af jettemoller under ligestilling, sundhedsvæsnet, CommentsVerdens bedste sygehuse og forebyggelse til alle!
S og SF præsenterer et fælles udspil til et fair sundhedssystem i Danmark. Alle skal stilles lige, forbyggelsen skærpes og sygehusene skal i verdensklasse. Og financieringen er på plads!
Socialdemokraterne og SF vil omprioritere fra:
Afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer (0,7 mia.).
Højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik (3,9 mia.).
Arbejdsskadeafgift på farligt arbejdsmiljø (0,5 mia.).
Socialdemokraterne og SF vil omprioritere til:
Verdens bedste sygehuse (3,1 mia. årligt)
Effektiv kræftbehandling.
- Bedre behandling af hjertesygdomme og andre livstruende sygdomme.
Styrkelse af det medicinske område og psykiatrien.
Forebyggelse til alle (2 mia. årligt)
Forebyggende sundhedstjek
Forebyggelsesstrategi for børn og unge.
Vores mål er, at alle i Danmark altid kan komme gratis på sygehuset eller til lægen. Alle skal have den bedste behandling uden skelen til pengepungen. Og som fællesskab skal vi offensivt forebygge sygdomme og sikre alle et sundere liv.
Men de sidste mange år er udviklingen gået i den gale retning. Befolkningen deles op i et A- og et B-hold. Dem med sundhedsforsikringer kommer forrest i køen. Dem uden - må leve med et offentligt sundhedsvæsen, der har svært ved at følge med udviklingen – selv når det gælder livstruende sygdomme. Samtidig halter forebyggelsen bagefter, middellevetiden er for lav og uligheden i sundhed er stigende.
Derfor er der brug for nytænkning. Der er brug for højere afgifter på de produkter, der ødelægger danskernes helbred. Tobak, mættet fedt, slik, sodavand, chokolade. Der skal indføres en arbejdsskadeafgift, som betales af virksomheder med særlig mange arbejdsskader. Og fradragsretten for sundhedsforsikringer skal afskaffes. Så kan vi prioritere verdens bedste sygehuse og forebyggelse for alle . Det er fair forandring.
Konkret vil et nyt flertal gennemføre følgende:
Initiativer
1. Verdens bedste sygehuse
Socialdemokraterne og SF vil vende udviklingen og gøre de danske sygehuse til verdens bedste. Vi vil reformere, investere og forbedre kvaliteten af det danske sygehusvæsen for at opnå tre ambitiøse mål:
Danskernes middellevetid skal øges mærkbart og komme på niveau med de øvrige nordiske lande.
Markant færre danskere skal dø af kræft og andre livstruende sygdomme, end tilfældet er i dag.
Medicinske patienter og kronisk syge skal behandles effektivt og værdigt.
Et nyt flertal vil tilføre 3,1 mia. ekstra målrettet de områder, hvor sygehusene i dag ikke er gode nok. Så vi kan sikre danskerne verdens bedste sygehuse.
Effektiv kræftbehandling
En tredjedel flere danske mænd dør af kræft end svenske mænd, og en fjerdedel flere danske kvinder dør af kræft end svenske kvinder. Det skyldes både at flere danskere får kræft, og at chancen for at overleve kræft er ringere i Danmark end i Sverige.
Socialdemokraterne og SF er parate til at prioritere de nødvendige midler og politiske tiltag, for at sikre at flere overlever kræftsygdom. For at virkeliggøre en effektiv kræftbehandling er særligt tre indsatsområder afgørende.
Bedre og hurtigere diagnose: Kræftsygdom skal opdages tidligere end i dag - ved at effektivisere og nytænke forløbet fra symptom til diagnose.
Moderne behandlingsmetoder: Danske sygehuse skal være i front med de nyeste behandlingsmetoder, medicin og udstyr.
Mindst mulig risiko for kræft: Målrettet forebyggelse, screening, vacciner og borgervejledning skal optimeres, så færrest mulige kommer i risikozonen
Indsatsen vil øge overlevelseschancerne for kræftpatienter markant. De tre indsatsområder kan f.eks. medføre oprettelse af akutte diagnostiske centre, udvidet anvendelse af gratis kræftvacciner og screening, lettere procedurer for godkendelse af ny medicin samt aktiv brug af eksperimentel behandling.
Bedre behandling af hjertesygdomme og andre livstruende sygdomme
Der skal sikres bedre behandling af andre livstruende og alvorlige sygdomme. Omfanget af hjerte-kar-sygdomme er alarmerende – og antallet af danskere med alvorlige livsstilssygdomme vil vokse drastisk de kommende år. Socialdemokraterne og SF vil derfor sætte ind på følgende områder:
Flere akutte udredninger og effektive diagnoseforløb: Fremover skal det være reglen, at patienter ved hvad de fejler indenfor en måned. Men hvis der er mistanke om en alvorlig sygdom, skal udredningen kunne ske akut.
Øget ansvar til praktiserende læger: De praktiserende læger skal have flere muligheder for at kunne sikre en patient hurtig diagnose og påbegyndelse af behandling. F.eks. skal praktiserende læger kunne henvise til akutte diagnostiske centre, hvis symptomerne er uklare. Eller henvise direkte til undersøgelser på sygehuset, hvis symptomerne er tydelige.
Nye pakkeforløb til alvorlige sygdomme: Erfaringerne med pakkeforløb for livstruende hjerte- og kræftsygdomme skal udbredes til andre sygdomme. Det kunne for eksempel være alvorlige, men ikke-livstruende hjertesygdomme og gigt mv.
Omfattende efterbehandling: Det skal være slut med, at patienter efter endt behandling overlades til sig selv. Patienterne skal have ret til omfattende efterbehandling, ikke kun fysisk genoptræning. F.eks. i form af undervisning, rygestopkurser, støtte til kostomlægning, psykosocial støtte, optimeret medicinsk behandling efter lægefaglig vurdering. Det kan reducere dødeligheden af hjertesygdom med 35 pct. og risikoen for ny blodprop med 29 pct.
Styrkelse af det medicinske område og psykiatrien
Ældre medicinske patienter udgør en af de mest udsatte patientgrupper i sundhedsvæsenet. Ældre lider typisk af kroniske sygdomme, og er længere tid om at blive raske. Uheldigvis har der længe manglet politisk fokus på patienter med kroniske sygdomme og ældre medicinske patienter. Det har betydet, at der mangler penge til at udvikle de medicinske afdelinger, så behandlingerne bliver bedre, og så afdelingerne bliver attraktive arbejdspladser. Socialdemokraterne og SF vil vende udviklingen:
Ordentlige sengepladser til patienterne: Det er nødvendigt at øge kapaciteten, så ingen patienter skal ligge på gangene. Alle patienter skal have ordentlige sengepladser på moderne stuer.
Øget rekruttering og bedre fastholdelse af personale: En målrettet indsats med f.eks. tilbud om efteruddannelse, opkvalificering samt bedre personalevilkår skal sikre rekruttering af motiveret sundhedspersonale.
Mindre bureaukrati: Der skal gennemføres en egentlig afbureaukratisering af sygehuspersonalets arbejdsgange for at frigøre tid og ressourcer til patientbehandling. Om nødvendigt ansættes mere administrativt personale.
Ny teknologi: Danske sygehuse skal sikres midler og viden til at indkøbe medicinsk teknologi, der f.eks. gør det muligt for patienterne selv at overvåge deres sygdom.
Effektiv genoptræning: Ældre patienter skal genoptrænes hurtigt og umiddelbart efter endt behandling, så den enkelte hurtigt kan få en hverdag til at fungere.
Ligestilling af psykiske og fysiske sygdomme: Antallet af børn med psykiske lidelser, der henvises til sygehusbehandling vokser eksplosivt. Samtidig med at personalemanglen er akut. Psykiatrien er blevet kraftigt underprioriteret i årevis. Fremover vil vi sikre psykiatri-ske patienter hurtig og moderne behandling, akkurat som andre patientgrupper i sundhedsvæsenet.
2. Forebyggelse til alle
Socialdemokraterne og SF vil sikre, at samfundet tager et stort ansvar for at forebygge kræft, livsstilssygdomme og andre livstruende sygdomme.
Nutidens store epidemier som hjerte-kar-sygdomme, kræft og type 2 diabetes er sygdomme, der let kunne være forebygget, men som kun vanskeligt kan helbredes. Faktisk er usund levevis med dårlig kost, manglende motion, rygning og alkohol årsag til næsten halvdelen af al sygdom og tidlig død.
Vi vil give alle danskere – uanset uddannelsesniveau og indkomst – mulighed for at forebygge sygdom. Og sørge for, at sundhedsvæsenet hurtigt opdager faretegn og hjælper til, førend sygdommen bryder ud.
Et nyt flertal vil tilføre 2 mia. ekstra til forebyggelse og sundhedsfremme. Konkret i form af forebyggende sundhedstjek og en storstilet forebyggelsesstrategi for børn og unge.
Forebyggende sundhedstjek
Hundredetusinder af danskere har en kronisk tilstand uden at vide det. Mange sygdomme bliver mindre alvorlige, hvis de opdages og behandles tidligt.
Derfor vil Socialdemokraterne og SF indføre et forebyggende sundhedstjek, som alle danskere tilbydes i 45 års-alderen og løbende herefter. Sundhedstjekket er en grundig undersøgelse, der følges op af vejledning og konkret opfølgning på eventuelle faretegn. Der skal gøres en særligt opsøgende indsats for, at de svageste i samfundet benytter tilbuddet.
Det vil være af stor betydning for den enkelte, fordi smertefulde sygdomsforløb let kan forhindres, hvis de konstateres i tide. Samtidig vil tiltaget på lang sigt frigøre midler i sundhedsvæsenet, fordi de tunge behandlingsforløb mindskes.
Forebyggelsesstrategi for på børn og unge.
Socialdemokraterne og SF vil lancere en omfattende forebyggelsesstrategi for børn og unge. Det er særligt her, vi som samfund kan påvirke adfærd og forebygge alvorlige sygdomme.
Særligt de mange børn, der tilbringer størstedelen af deres dagligdag i offentlige skoler, børnehaver og vuggestuer, skal sikres sundere betingelser. Det kan f.eks. være i form af sunde madordninger, mere motion i dagtimerne og gratis tandkontrol for unge og ældre.
Målet for forebyggelsesstrategien skal være at give vores børn gode vaner resten af livet, sikre flest mulig sund kost og bryde den stigende kurve i livsstilssygdomme. Kommunerne spiller en central rolle i realiseringen af en sådan strategi.
En samlet forebyggelses- og folkesundhedsplan vil blive fremlagt af Socialdemokraterne og SF inden næste valg.
Indtægter
1. Afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer
Siden 2001 er antallet af danskere med en sundhedsforsikring steget til over 1 mio. Det skaber et A- og B-hold, hvor de forsikrede kommer foran i køen til behandlinger på sygehusene, mens pensionister og arbejdsløse må vente længere. Den udvikling forstærkes oven i købet med et skattefradrag for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som i realiteten betyder, at pensionisten selv er med til at betale for at arkitekten kommer foran i køen til speciallægebehandling. En afskaffelse af fradraget for sundhedsforsikringer sikrer 700 mio. kr. til verdens bedste sygehuse og forebyggelse til alle.
2. Højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik.
Andelen af danskere der er overvægtige er fordoblet fra 1987 til 2005. Nu er 11,4 procent af danskerne overvægtige. Overvægt øger særligt risikoen for hjerte-kar-sygdomme samt risikoen for at udvikle sukkersyge. Det skyldes ikke mindst, at vi spiser for meget fedt. Vi ved samtidig, at mere end halvdelen af alle børn og mere end en tredjedel af alle voksne indtager mere sukker end anbefalet. Rygning koster hvert år 14.000 danskere livet. Heraf 2.000 som dør af passiv rygning. Svarende til næsten hvert fjerde dødsfald. Hvis danskerne slet ikke røg, ville den gennemsnitlige levetid være mere end 3 år længere.
Der er altså ingen tvivl om, at vi burde leve sundere. Det vil altid være op til den enkelte at træffe den beslutning. Men som samfund er tiden inde til, at vi sender de rigtige signaler. Det skal være dyrere at leve usundt – så vi samtidig kan få bedre råd til forebyggelse og ordentlig behandling af dem der bliver syge.
Forslag Provenu, mia. kr.
Cigaretter -10 kr. pr. pakke til en gennemsnitspris på 43 kr. 0,9
Sodavand med sukker – 1 kr. pr. liter 0,2
Sukker – 3 kr. pr. kg (eller tilsvarende ved omlægning af afgift) 0,7
Mættet fedt – 25 kr. pr. kg. forhøjes til 50 kr. pr. kg. 1,0
Chokolade og slik – 20 kr. pr. kg. 1,2
I alt 3,9
Note: Summen er afrundet
3. Arbejdsskadeafgift på farligt arbejdsmiljø.
10 procent af det samlede fravær på det danske arbejdsmarked skyldes arbejdsulykker. Erhvervssygdomme og arbejdsulykker koster på den måde samfundet og virksomhederne et stort produktionstab, ligesom alt for mange danskere rammes hårdt af farligt arbejdsmiljø. Arbejdsskadeafgiften opkræves fra forsikringsselskaber og selvforsikrede virksomheder, og vil øge de enkelte virksomheders og branchers incitament til at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge ulykker. Samtidig bidrager arbejdsskadeafgiften årligt med 500 mio. til forebyggelse, sundhedsfremme og bedre sygehuse.
Ældgammel nyhed Saturday, 9. May 2009
Skrevet af jettemoller under sundhedsvæsnet, CommentsDet kommer ikke som nogen overraskelse, at Lars Løkke bevidst har forgyldt privathospitalerne på det offentliges bekostning - og borgernes. Og heller ikke, at Dansk Folkeparti som sædvanlig vil holde måsen oppe på Lars Løkke og alle de andre ministre. Det har hele tiden været uanstændigt.
Men nu fik vi så Rigsrevisionens ord for det.
Uligheden i vores sundhedssystem Wednesday, 29. Oct 2008
Skrevet af jettemoller under sundhedsvæsnet, ulighed, velfærdsstaten, CommentsSe hjemmesiden om den voksende ulighed i vores sundhedssystem http://www.ulige.dk/
Socialt udsatte sættes i bås og får dårligere behandling i sundhedssystemet Friday, 15. Aug 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, fordomme, socialt udsatte, sundhedsvæsnet, 2 CommentsPsykisk syge og misbrugere får dårligere behandling end os andre, når de kommer i kontakt med sundhedssystemet - tit fordi de bliver misforstået, og signalerne om fx en hjerneblødning fejlfortolkes som et udslag af beruselse eller abnormal adfærd.
Formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg mener, at kommunerne skal sørge for at opsøge disse mennesker i stedet for, at de skal komme til sundhedscentrene, fordi hun mener, de har en støjende adfærd og kan jage andre patienter væk.
Opsøgende arbejde er da en fremragende ide, men jeg er chokeret over begrundelsen. Jeg synes, det ville have klædt Tove Larsen (S), hvis hun havde taget udgangspunkt i disse menneskers personlige situation i stedet for i deres omverden. Det smager altså for meget af glasvæg - og det er jo netop grunden til, at de får den dårligere behandling, som Rådet for Socialt Udsatte påpeger i deres årsrapport.
Og med “glasvæs” mener jeg manglende forståelse for og føling med, at ”socialt udsatte” er rigtigt levende mennesker af kød og blod og ikke kun noget, man betragter udefra, når man læser om dem i en eller anden redegørelse eller rapport eller passerer dem i en stor bue udenom .
Særbehandling til dem, der har råd Monday, 11. Aug 2008
Skrevet af jettemoller under liberalisme, minimalstaten, sundhedsvæsnet, ulighed, velfærdsstaten, CommentsI dag åbner den første private skadestue i Danmark. På Frederiksberg naturligvis.
Nu er servicen på de tilbageværende skadestuer nemlig blevet så ringe (læs: langsom), at de, som har råd, ikke længere kan leve med det!
Og et eller andet sted må man jo indrømme, at Anders Fogh Rasmussen har været ret genial. Han forsøgte - med ganske meget held - at overbevise danskerne om, at han i virkeligheden var socialdemokrat bare med større visioner, og at han gik varmt ind for velfærdsstaten.
Så gik han i gang med lige så stille og roligt at demontere samme velfærdsstat. Naturligvis under dække af, at han skam var nødt til at overholde sit løfte til vælgerne om skattestop. Så kom privatiseringen helt af sig selv - næsten da.
5.000 danskere havde private sundhedsforsikringer, da Fogh tog over. Så gjorde han disse forsikringer fradragsberettigede. Nu har over 800.000 danskere private sundhedsforsikringer og får dermed bedre og hurtigere service end almindelige mennesker.
Også ventelistegarantien kom privathospitalerne til gode: Sidste år betalte det offentlige nemlig 670 millioner kroner til privathospitaler for ydelser under ventelistegarantien. Det var næsten det dobbelte af, hvad de offentlige sygehuse selv kunne have udført opgaverne for, HVIS DE ALTSÅ HAVDE HAFT PERSONALET TIL DET. Men flere og flere læger og sygeplejersker søger over på private hospitaler, hvor de får bedre løn. Så henter Danmark til gengæld læger fra u-landene - og også borgerne i verdens fattige lande rammes.
Vores SYGESIKRINGsBEVIS fik indskrænket dækningen så meget, at man åbenbart så sig nødsaget til at erstatte det med et SUNDHEDSkort. Men det passer nu også bedre, for i dag er det altså smartest at være sund i det her land.
Jamen, er det da ikke mageløst??
Amerikanske tilstande på sygehusområdet? Saturday, 7. Jun 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, liberalisme, minimalstaten, sundhedsvæsnet, CommentsPå bare 3 mdr. har omkring 15 specialsygeplejersker forladt Gentofte Hjerteafdeling til fordel for et privathospital, hvor de får mellem 5.000 kr og 11.000 kr mere i løn.
Det viser tydeligt, at sygeplejersker inden for det offentlige får for lidt i løn, men regionerne har ikke mulighed for at tilbyde sygeplejerskerne lønforhøjelser, der batter, fordi Anders Fogh holder dem i en skruestik rent økonomisk.
Og det passer Fogh fremragende, at privathospitalerne blomstrer på bekostning af de offentlige sygehuse. Det var også derfor, han gjorde private sundhedsforsikringer fradragsberettigede i 2001 .
Nu er der over 800.000 danskere, der er privat forsikret. Og vores offentlige sygehusvæsen udsultes ganske langsomt, mens flere og flere opereres på privathospitaler under ventelistegarantien. Sidste år betalte det offentlige 670 millioner kr. til privathospitalerne, der får næsten dobbelt så meget for en operation, som den koster på et offentligt sygehus.
Loven siger, at der skal være frie og lige adgang til sundhedssystemet, men vi har nu fået et A- og et B-hold og nærmer os med raske skridt amerikanske tilstande.
Afmonteringen af den offentlige sundhedsektor Tuesday, 22. Apr 2008
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, minimalstaten, sundhedsvæsnet, velfærdsstaten, CommentsNu vil De Konservatives finansordfører have brugerbetaling ved lægebesøg, og brugerbetaling ved lægebesøg er også nævnt i Venstres nye principprogram.
Sidste år betalte det offentlige 760 millioner kr. til privathospitalerne for venteliste-ydelser. Og man betalte vel at mærke tæt på det dobbelte af, hvad samme ydelse koster inden for det offentlige.
Samtidig kom vi op på 800.000 private sundhedforsikringer mod 50.000, da Fogh kom til magten og gjorde private sundhedsforsikringer fradragsberettigede.
Og privathospitalerne løber med læger og sygeplejersker, fordi de kan betale de bedste lønninger.
Så toget kører - og det kører stærkt. Og de med sundhedsforsikringer kører på første klasse.
Et Danmark, hvor rig og fattig behandles forskelligt, når de bliver syge. Et Danmark med 1. klassesborgere og så de andre. Et Danmark, hvor det private sygehusvæsen blomstrer, mens den offentlige sundhedssektor langsomt nedbrydes. Var det sådan et Danmark, Anders Fogh lovede vælgerne?
Er det sådan et Danmark, danskerne vil have??
Snigende privatisering og stigende ulighed i sundhedssystemet Friday, 26. Oct 2007
Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, politik, sundhedsvæsnet, ulighed, CommentsI 2001 havde under 50.000 danskere en privat sundhedsforsikring. Så gjorde Anders Fogh sundhedsforsikringer fradragsberettiget, og siden er antallet af private forsikringer eksploderet til næsten 800.000.
Disse private forsikringer er med til at øge uligheden inden for det danske sundhedssystem og betyder samtidig fremgang for privathospitaler. Det bliver så endnu værre på grund af behandlingsgarantien, der åbner for brug af privathospitaler, når ventetidsgarantien overskrides.
Så stille og roligt underminerer Anders Fogh vores offentlige sundhedssystem og øger også på det område uligheden blandt danskerne.

