URBANblog
jump to navigation

Ytrings- og forsamlingsfriheden trådt under fode Thursday, 26. Nov 2009

Skrevet af jettemoller under demokrati, forsamlingsfrihed, klimatruslen, ytringsfrihed, Comments

Så vedtog VC-regeringen den såkaldte “lømmelpakke” sammen med Dansk Folkeparti. Hvilket genialt navn - fuldstændig som når man omdøber Udlændingestyrelsen til “Udlændingeservice”, Socialministeriet til “Velfærdsministeriet” og sygesikringskortet til “sundhedsbeviset”.

For hvem vil ikke gerne give mulighed for at gribe ind over for molotov-cocktail- og WC-kastende lømler?

Desværre er det ikke kun den slags lømler, der rammes af “pakken” (en lille før-julegave?). Den risikerer at ramme anstændige borgere, både danske og udenlandske, der ønsker at gøre verdens ledere begribeligt, hvor vigtigt det er, at man når frem til en bindende aftale ved klima-topmødet i København i december.

Og særligt risikabelt bliver det for indvandrere, der ikke har fået dansk statsborgerskab - enten fordi de ikke har kunnet få det pga. diverse snedige “danskheds-tests”, eller fordi de ikke kan - eller vil - opgive deres oprindelige statsborgerskab og derfor ikke kan få dansk statsborgerskab (Ud af Europas 46 lande accepterer de 38 dobbelt statsborgerskab, men Danmark gør ikke).

Demonstranter skal nemlig kunne udvises, for her i landet er man “gæst, uanset om man har været her en uge eller i 5 år” ifølge Venstres udlændingeordfører Carsten Lauritzen her til morgen. Eller 20 år eller 40 år??

Ifølge grundloven har vi forsamlingsfrihed og ytringsfrihed i Danmark - men den nye lov forsøger at knægte disse rettigheder. Knivloven slap man ikke så godt fra, men alligevel fortsætter man kursen helt ufortrødent.

For “lømmelloven” vil gælde for alle andre demonstrationer også. Mahatma Gandhi opfordrede til “civil ulydighed”, og Martin Luther King til “ikke-voldelig modstand”, hvis man ikke kunne råbe magthaverne op på andre måder. Den slags er nu kriminaliseret i Danmark.

Det har længe været tydeligt, at VC-regeringen og Dansk Folkeparti absolut ikke bryder sig om kritik, og nu gør de det krystalklart, at de er villige til at gå til yderligheder for at lukke munden på kritikere.

Selv “danske værdier” som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed lader man hånt om (eller på almindeligt dagligdags dansk: sk—- man på) :o(

Mugabes største kritiker i det sydlige Afrika er død Tuesday, 19. Aug 2008

Skrevet af jettemoller under ytringsfrihed, 1 Comment

Den 3. juli aflivede den vestlige presse med et pennestrøg Zambias præsident, angiveligt foranlediget af en sydafrikansk kilde, der siden skal være gået under jorden. Præsident Mwanawasa havde fået et slagtilfælde, men hans vicepræsident dementerede straks påstanden om hans død og oplyste, at præsidenten var blevet fløjet til et militærhospital i Paris.

Nu er den vestlige presse - herunder også vores egen - hamrende ligeglad med, om ligegyldige afrikanske præsidenter lever eller dør (ja, altså lige med undtagelse af Mandela - så ville man have sat himmel og jord i bevægelse). Så på trods af, at det ville have været en smal sag at finde ud af, om Mwanawasa virkelig var i live på et hospital i Paris, er det så først nu, at pressen kortfattet meddeler, at Mwanawasa døde her til morgen.

Hvad rager det da også os heroppe, at præsident Mwanawasa var præsident Mugabes største kritiker i det sydlige Afrika, og at han arbejdede på at få skabt enighed om en fordømmelse af Mugabe?? Vi interesserer os nemlig kun for, hvad hvide politikere mener om Mugabe.

Men pynteligt er det virkelig ikke.  :-(

Regeringen giver forskere mundkurv på Saturday, 21. Jun 2008

Skrevet af jettemoller under demokrati, miljø, trafik, ytringsfrihed, 2 Comments

Regeringen har endnu en gang planer om at hæve fartgrænserne - denne gang på landeveje fra 80 km i timen til 90 km.

Det vil ikke kun betyde mere forurening og højere CO2-udslip. Det vil også betyde flere tilskadekomne og flere dræbte.

Det sidste er blevet fastslået i en rapport, men regeringen har forbudt forskerne at udgive deres resultater. For vi har nemlig en regering, der ikke er bleg for at knægte forskeres ytringsfrihed, hvis det, de finder frem til, går imod regeringens politik. Og danskerne har ikke godt af at få at vide, at dødsulykkerne er steget med 36% på de motorvejsstrækninger, hvor regeringen hævede fartgrænsen til 130 km/t.

Da informationsmaterialet om klimatruslen blev lavet, pyntede miljøministeren  også på forskernes arbejde og indføjede ting, som ingen dansk forskning understøtter, og fjernede afsnit, så det ikke lød helt så slemt.

Og den dag Fogh udskrev valg, fik Infrastrukturkommissionen besked på at gå hjem igen. De skulle vente med at offentliggøre deres anbefalinger vedr. fremtidens trafikpolitik til efter valget.

For ytringsfriheden er åbenbart kun vigtig for demokratiet, hvis det, der ytres, passer i regeringens kram.

Ytringsfriheden igen trådt under fode i Tyrkiet Wednesday, 16. Apr 2008

Skrevet af jettemoller under EU, Ukategoriseret, politik, ytringsfrihed, Comments

Tyrkiet har endnu en gang demonstreret, at landet ikke overholder menneskerettighederne i forhold til sine mindretal.

Nu faldt dommen nemlig i sagen mod de 53 kurdiske borgmestre. De fik 75 dages fængsel for at sende statsminister Fogh Rasmussen et brev, hvor de bad ham om ikke at forbyde den kurdiske tv-station ROJ i Danmark, som den tyrkiske regering ville have ham til.

Så der er lang vej endnu, før Tyrkiet er klar til at indgå i forhandlinger om at blive optaget i EU. Og det bør Anders Fogh Rasmussen benytte lejligheden til at gøre opmærksom på.

Et slag imod ytringsfriheden Tuesday, 4. Mar 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, muslimer, politik, ytringsfrihed, Comments

Da Jyllandsposten publicerede 12 bestillingsarbejder, var det ikke, fordi avisen selv havde nogen holdning, den ønskede at ytre. Den ville bare prøve at udsætte vores egne muslimer for “hån, spot og latterliggørelse” for lige at se, hvordan de tog det.

Det er i dag ingen tvivl om, at Rose selv troede, det handlede om ytringsfrihed, og han glemte vel bare i farten, at Jyllandsposten er en international avis.

Vores mest læste dagblade genoptrykte også den mest provokerende tegning i ytringsfrihedens navn.

Men er det andres liv og lemmer værd? Er det prisen værd?

De mennesker, hvis liv og lemmer er mest på spil, er jo slet ikke chef- eller kulturredaktørerne, men derimod tegnerne - specielt Jyllandspostens personlige lønslave, der tegnede den genoptrykte tegning - og så alle de danske soldater, der er udstationeret i muslimske lande.

Og hvad har det hele betydet for Danmarks kamp for “vestlige værdier”, som danske soldater risikerer - og ofrer - deres liv for?

At et foruroligende antal muslimer rundt omkring i verden nu ser ytringsfrihed som noget negativt, der skal bekæmpes med alle midler!  Og det passer uden tvivl deres regimer gevaldigt. Så Jyllandspostens slag for ytringsfriheden kan godt minde om en boomerang, der ramte ytringsfriheden i solar plexus.

Nu har vi nemlig “Den dumme sten” i Berlin, der slås i hartkorn med karikatur-tegningerne af den hellige profet. Men plakaten er faktisk et led i nogle kunstneres forsøg på at ytre sig - at give udtryk for vaskeægte, dybtfølte holdninger, der ikke er konstrueret på bestilling. Så her er  ytringsfriheden virkelig kommet under angreb og har brug for at blive forsvaret.

Det spørgsmål, vi aldrig får besvaret, er, om vrede muslimer også ville have angrebet museet før Muhammed-tegningerne.

Tilbage i smørhullet igen Thursday, 28. Feb 2008

Skrevet af jettemoller under Ukategoriseret, demokrati, indvandrere, ytringsfrihed, Comments

indien_elefant_001.jpg
Det var noget af et chok at komme tilbage fra vinterferie i Indien (med kulderekord) og så opdage, at Danmark nærmest stod i flammer.

Vores mest læste aviser havde åbenbart valgt at genoptrykke den værste af Muhammed-karikaturtegningerne - måske for at checke, om det da virkelig kunne passe, at muslimer bliver så oprevet over en latterlig tegning, der angiveligt skulle vise Muhammed, men vel nærmest viser en inder med en bombe som turban. Og det passede sgu - stadigvæk!

Men det var vist ikke engang det, der havde fået unge 2. generationsdanskere til at tænde totalt af i Københavns-området. Det var åbenbart en hårdhændet anholdelse af en ældre, respekteret herre. I hvert fald ifølge Politiken og socialarbejdere i området (AER).

Jeg har i mange år sagt, at vi risikerede at ende med nogle vrede unge mænd med holdningen: “Hvis ikke vi må få lov til at komme ind i varmen, kan vi i hvert fald stå herude og kaste sten derind.”

Nu var de der, de vrede unge mænd, og det var ikke kun sten, de kastede med.

Pia Kjærsgaard må vride sig af fryd, og Søren Espersen er blevet så overmodig, at han truer med at formene Asmaa Abdol-Hamid adgang til Folketingets talerstol, hvis han får chancen. Grønlænderne har han jo allerede højrøstet meddelt, at de aldeles ikke tro, de har ret til at stemme i Folketinget, bare fordi de er medlemmer.

Men der går han nu galt i byen. Vores folketing er nemlig så rummeligt, at selv så yderliggående fanatikere som Søren Espersen og de to sorte fætre fra Seem (Jaja, rolig nu, jeg mener selvfølgelig ikke hudfarven!) har lov til både at mene noget (faktisk hvadsomhelst!) og at stemme. Og det er da mageløst!